En 81-årig kvinde fra Nykøbing kørte søndag eftermiddag ind i den samme bil tre gange.
Det fortæller politiassistent ved lokalpolitiet i Skive Niels Bach.
Omkring klokken 17.26 holdt kvinden i sin bil for rødt lys i Grønnegade. Men da lyset skiftede til grønt, satte hun i bakgear og kørt ind i bilen bagved.
I den sad en 63-årig mand, der valgte at følge efter kvinden, da hun ikke stoppede sin bil, men i stedet kørte fra stedet.
Kort tid efter stoppede både den 81-årige kvinde og den 63-årige mand på Støbberivej. Imellem tiden havde kvinden formået at ramme manden og hans bil to gange mere, oplyser politiet, der ikke har mange detaljer om hændelsen.
På Støbberivej blev kvinden mødt af politiet, der blandt andet stillede spørgsmål ved hendes helbred i relation til hendes evne til at køre bil.
Politiet har nu har sendt sagen videre til Færdselsstyrelsen.