Kort nyt

Send tip, billeder og video til tip@tvmidtvest.dk.
Kl. 19.13

TTH bliver oppe - Skive bliver nede

TTH Holstebro er også i næste sæson et liga-håndboldhold.

Fredag aften vandt TTH'erne 34-28 på udebane over Skive FH i den anden af de kvalifikationskampe, de to mandskaber har spillet om en plads i ligaen.

Og eftersom Holstebro-mandskabet også vandt på hjemmebane i mandags, er sagen klar. Den står også på håndboldliga efter sommerferien, mens Skive omvendt må tage endnu en sæson i den næstbedste række, 1. division.

Kl. 16.18

Vand og mudder aflyser populært arrangement

Vand og mudder tvinger arrangørerne til at droppe første afdeling af DM i tractorpulling, som efter planen skulle foregå i Brande 4. maj.

Det skriver arrangørerne fra DTP Midtjylland på Facebook.

- De siger godt nok, at de bliver varmere fra 1. maj, men det er kun tre dage før afdelingen, så det er ikke nok tid til at banen kan holde til de mange traktorer. Det bliver ét stor mudder, siger formanden for DTP, Ole Bredahl, til Maskinbladet.

Kl. 15.40

Lækkede dokumenter afslører: Partier er enige om at hæve abortgrænse

Et flertal i Folketinget er enige om at hæve abortgrænsen fra 12. til 18. graviditetsuge.

Det viser et udkast til en aftale, som TV 2 har set.

Det er regeringen, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet, som er nået til enighed om denne del.

De nuværende abortregler er over 50 år gamle og er ikke fulgt med tiden og udviklingen i samfundet, lyder begrundelsen i de lækkede papirer.

Med den nye abortgrænse lægger partierne sig op ad anbefalingerne fra Etisk Råd.

I aftaleudkastet uddybes det, at den nuværende abortgrænse på 12 uger ikke længere kan begrundes rent sundhedsfagligt. Det betyder, at den "reelt begrænser kvindernes frie og informerede reproduktive valg", står der.

Ligeledes er regeringen, de røde partier og Liberal Alliance blevet enige om, at 15 til 17-årige også skal kunne få foretaget en abort uden samtykke fra deres forældre eller værge eller tilladelse fra et abortsamråd.

Kl. 15.31

Vej er genåbnet efter ulykke

Rute 16 mellem Ravnstrup og Mønsted er nu fuldt genåbnet efter trafikulykken, som skete tidligere fredag eftermiddag. Det oplyser Vejdirektoratet til TV MIDTVEST.

Der er umiddelbart ikke kø på stedet.

Det er to yngre kvinder, der er kørt ind i hinanden, oplyser vagtchef Andreas Andersen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Der er tale om en 20-årig kvinde, som er fløjet til sygehuset i Skejby. Hun er kommet alvorligt til skade. Den anden implicerede er en 19-årig kvinde, som ikke har lige så alvorlige skader. Hun er kørt til nærmeste sygehus.

Kl. 14.46

Vej helt spærret efter ulykke med tilskadekomne

Der er sket en alvorlig færdselsulykke på rute 16 fra Viborg mod Holstebro på strækningen mellem Ravnstrup og Mønsted.

Ulykken blev indberettet klokken 14.53, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Det er to biler, der er stødt frontalt sammen. Politiet fortæller, at der er to tilskadekomne, hvoraf den ene er kommet alvorligt til skade.

Vejen er spærret i begge retninger på ubestemt tid, oplyser Vejdirektoratet.

Kl. 13.33

Gratis middag gav en dyr eftersmag

To gutter troede tilsyneladende, de kunne få sig et gratis måltid, da de torsdag spiste og drak på restaurant uden at betale.

Mændene på 30 og 28 år stak af fra en restaurant på Nørregade i Holstebro uden at betale. Men den tilsyneladende gratis middag endte med at blive en dyr fornøjelse.

Politiet fangede nemlig de to mænd, kort efter de havde forladt restauranten klokken 19.10. Og så blev mændene nødt til at betale regningen på 716 kroner.

Oven i bliver de så nødt til at betale bøder for at stikke af fra regningen. Det oplyser politikommissær David Dyrmose fra lokalpolitiet i Holstebro.

Dermed endte den tilsyneladende gratis middag altså med en både ulovlig og dyr eftersmag.

Kl. 13.24

April slår nedbørsrekord

Det har været den vådeste aprilmåned i Danmark i mindst 150 år. Fredag eftermiddag er en 88 år gammel nedbørsrekord blevet slået.

Det oplyser Mikael Scharling, der er klimatolog ved Danmarks Metrologiske Institut (DMI).

Den danske aprilmåned har fredag eftermiddag klokken 15.00 indtil videre budt på 98,7 millimeter nedbør. Det er 0,7 millimeter mere end rekorden fra 1936.

Kl. 13.08

Landevej spærret på grund af uheld

Rute 16 mellem Holstebro og Viborg er fredag eftermiddag spærret på grund af et uheld ved Mønsted vest for Viborg.

Det oplyser Vejdirektoratet på Trafikinfo.dk.

- Pas på, lyder det i en besked på tjenesten.

Det er uvist, hvornår vejen åbnes.

Uheld
Grafik: Vejdirektoratet

TV MIDTVEST forsøger at få en kommentar fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Kl. 12.14

Rumæner ringede til politiet - nu er han blevet fængslet

En 32-årig mand fra Rumænien er fredag blevet varetægtsfængslet i fire uger ved et grundlovsforhør ved Retten i Holstebro.

Det oplyser mødende anklager i sagen Line Sensson fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Manden ringede torsdag aften fra en adresse i Ulfborg til Midt- og Vestjyllands Politi, fordi han samme dag blev efterlyst med en arrestordre.

Ifølge dansk politi står den 32-årige mand til 2,5 års fængsel for bedrageri i Rumænien.

Mens manden sidder fængslet skal de danske myndigheder nu vurdere, om manden kan udleveres til Rumænien.

Manden har kæret kendelsen om fængsling til landsretten,

Kl. 12.05

Saunaklub smider medlemmer ud

Sauna- og badeklubben Almind-Wellet i Silkeborg har for alvor skabt debat med deres regler om, at man ikke må have badetøj på.

Og selvom debatten har kørt i over et år, er der stadig konflikter. For foreningen har set sig nødsaget til at smide medlemmer ud, der har brugt badetøj og har taget gratis gæster med, selvom det strider mod klubbens regler. Derfor er flere blevet smidt ud, fremgår det af et nyt nyhedsbrev.

Klubbens formand, Stephan Andersen, kommenterer nyhedsbrevet over for TV 2 ØSTJYLLAND.

- Jeg synes egentlig, at det er træls, at man skal være så nærig, og at man snylter på foreningen på den måde, siger formand Stephan Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Kl. 11.29

Nye udfordringer med dæming aflyser tog

GoCollective har aflyst en række aften- og morgentog på strækningen Silkeborg-Aarhus i løbet af weekenden.

Det oplyser kommunikationsrådgiver i GoCollective - det tidligere Arriva - Mikkel Juul til TV MIDTVEST.

Banedanmark, der er ansvarlig for jernbanen, oplyser til TV MIDTVEST, at man er i færd med at reparere en mindre dæmning mellem Laven og Svejbæk, der er i fare for at skride.

- Der er togbusser indsat på alle afgange. Derfor skal man ikke frygte, at man strander på en station, siger Mikkel Juul.

Rejsende skal regne med forlænget rejsetid på grund af sporarbejdet.

Man kan holde sig orienteret om togbusserne på Rejseplanen.

I begyndelsen af april blev alle tog mellem Herning og Silkeborg aflyst som følge af et dæmningsskred.

Kl. 11.28

Kæmpe flammehav åd møbelfabrik: Nu lukker politiet sagen

Møbelfabrikken Getama brændte så voldsomt natten til 9. februar, at store dele af fabrikken ikke stod til at redde.

Siden er to en halv måned gået, hvor brandmyndighederne og politiet har undersøgt, om der kunne ligge en forbrydelse bag storbranden.

Nu slår en brandrapport og politiet så fast, at der var tale om uheldige omstændigheder. Efter alt at dømme var det elinstallationer, der startede branden. 

Der er altså ikke grund til at tro, at en forbrydelse ligger bag storbranden i Gedsted mellem Viborg og Aalestrup.

- I den her brand fik vi ret hurtigt et indtryk af, at der var noget andet på spil, og det er også det, undersøgelserne har vist hen ad vejen, siger efterforskningsleder og politikommissær ved Efterforskningscenter Himmerland Mikkel Brügmann.

Kl. 11.10

Vanvidsbilist dømt for at køre kvinde ihjel

29-årige Modestas Kudinskas skal i fængsel i fire år og tre måneder. Samtidig udvises han for bestandig af Danmark.

Det kom Retten i Herning fredag frem til. Den 29-årige litauer blev dømt for grov flugtbilisme og uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, der også er kendt som vanvidsbilisme.

- Det er jeg tilfreds med. Jeg er tilfreds med, han er dømt for hele tiltalen med få modifikationer, og at der er givet en streng straf, siger anklagerfuldmægtig ved Midt- og Vestjyllands Politi Cecilie Pedersen.

Dommen falder på baggrund af en trafikulykke på Hovergårdevej, der ligger nordøst for Ringkøbing. Her var en 48-årig kvinde ude at løbe, da hun blev kørt ihjel.

Både anklagemyndigheden og anklageren overvejer nu, om sagen skal ankes til landsretten.

Kl. 10.40

Første af sin art: Kaserne har fået nyt køretøj

Ingeniørregimentet på Skive Kaserne har nu modtaget den første panserbrovogn af typen Leguan.

Det oplyser regimentet på Facebook.

Panserbroen er en transportabel bro med en spændvidde på op til 26 meter, oplyser Forsvaret på dets hjemmeside.

Leguan-brovognen er basseret på Leopard 2 og erstatter Leopard 1-udgaven.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
Kl. 09.45

Spiritusvirksomhed har sendt medarbejderne hjem

Spiritusvirksomheden Mac Y i Frederiks ved Karup har sendt 22 medarbejdere hjem med løn på store bededag.

Det oplyser direktør i virksomheden Søren Nørgaard.

- Det koster os nogle penge, men folk kaster alt deres energi ind i vores arbejde, så vi vil ikke finde os i, at en fridag bliver taget fra dem, siger direktøren.

Regeringen vedtog sidste år, at store bededag afskaffes som helligdag fra i år.

Kl. 09.16

Dommer fængsler sigtet dødsbilist

Den 34-årige mand fra Udrejsecenter Kærshovedgård, som onsdag var involveret i en trafikulykke, der kostede en 55-årig kvinde livet, er blevet fængslet i fire uger ved et grundlovsforhør ved Retten i Herning.

Den 34-årige nægter sig skyldig i sigtelsen om uagtsomt manddrab under skærpende omstændigheder.

Politiet mener, at manden kørte langt over det tilladte, da han i forbindelse med en hasarderet overhaling kørte ind i kvindens bil. Derudover var han ifølge politiet påvirket.

Manden har været indlagt på Regionshospitalet Gødstrup og blev fremstillet i et grundlovsforhør in absentia onsdag, hvor han ligeledes blev fængslet.

Kl. 08.49

Arkæologer begynder DNA-indsamling for at få ny viden om mennesker i hidtil ukendt område

I Vesthimmerland er arkæologer for første gang begyndt at tage DNA-prøver af fortidens moser.

Det skriver TV2 Nord. 

Håbet er at finde spor af vores forfædre, hvordan de så ud, og hvordan de levede, forklarer museumsinspektør på Vesthimmerlands Museum, Sidsel Wåhlin.

Ud over den historiske værdi fra undersøgelserne, håber forskerne også, at DNA-spor fra fortiden kan være med til eksempelvis at hjælpe medicinalindustrien til at få en bedre forståelse for eksempelvis sygdomme og deres oprindelse.

Kl. 08.39

34-årig nægter sig skyldig i trafikdrab

Den 34-årige mand fra Udrejsecenter Kærshovedgård, som onsdag var involveret i en trafikulykke ved Nr. Snede, der kostede en 55-årig kvinde livet, nægter sig skyldig i uagtsomt manddrab under skærpende omstændigheder.

Det har han via sin forsvarsadvokat meddelt ved et grundlovsforhør ved Retten i Herning fredag.

Manden blev onsdag fængslet ved et grundlovsforhør, der blev holdt in absentia, da manden ikke var i stand til at møde i retten på grund af de skader, han fik i forbindelse med uheldet.

Den 34-årige er sigtet for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, da politiet mener, at han var påvirket af narko, da ulykken skete.

Forsvareren uddyber, at han ikke har haft mulighed for at sætte sig dybt ind i sagen.

Kl. 08.32

DMI forventer vådeste april i mindst 150 år

Der er stor sandsynlighed for, at en 88 år gammel nedbørsrekord bliver slået i løbet af fredag.

Det vurderer Mikael Scharling, som er klimatolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Fredag klokken 9.00 er der hidtil i april faldet 94,9 millimeter, og der er udsigt til mere regn i løbet af dagen.

Den vådeste april, som nogensinde er målt i Danmark, var i 1936, hvor der faldt 98 millimeter.

- Når vi sammenholder de mængder af nedbør, som meteorologerne forventer, med det, vi er nået op på allerede, så regner vi med, at vi vil slå den gamle rekord i løbet af eftermiddagen, siger Mikael Scharling.

April er normalt blandt de tørreste måneder, og nedbørsrekorden er da også den laveste sammenlignet med de 11 øvrige måneders nedbørsrekorder.

Kl. 08.15

Ombudsmand kritiserer belastende forhold på udrejsecenter

Forholdene på Udrejsecenter Kærshovedgård tæt ved Ikast i Midtjylland er begrænsende for beboernes livsførelse, og sikkerhedssituationen bør forbedres.

Det konkluderer Folketingets Ombudsmand i en pressemeddelelse.

Forholdene er ikke så grelle, at de overskrider nogen konventioner. Men de er dog belastende for beboerne, hedder det.

Folketingets Ombudsmand var på besøg i efteråret 2023 på Kærshovedgård og har tilset forholdene. Det er dette besøg, kritikken er skrevet ud fra.

Sikkerhedssituationen er blevet værre siden 2017, hvor ombudsmanden også var på besøg, lyder det fra ombudsmand Niels Fenger i pressemeddelelsen:

- Og det er en udvikling, der bør rettes op på, udtaler han.