Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek kalder ulykken, hvor en 55-årig kvinde onsdag morgen mistet livet, for "forfærdelig tragisk."
- Det gør mig både vred og ked af det, at en allerede udvist udlænding fra Kærshovedgård begår så hensynsløs vanvidskørsel, som desværre har endt med at koste et uskyldigt menneskeliv, skriver ministeren i et skriftligt svar til TV MIDTVEST.
TV MIDTVEST kunne tidligere torsdag fortælle, at det langt fra er første gang, at en beboer fra Kærshovedgård begår noget kriminelt, mens de bor på udrejsecenteret.
Mellem 1. august 2020 og 1. august 2023 har der i alt været 295 sigtelser.
- Jeg vil gerne slå fast, at det ikke er med min gode vilje, at udvisningsdømte udlændinge opholder sig på et udrejsecenter i Danmark. Derfor arbejder vi i regeringen også hårdt på at få udvisningsdømte udlændinge ud af landet hurtigst muligt. Udviste kriminelle udlændinge hører ikke til i Danmark, skriver ministeren, men understreger samtidig, at Udrejsecenter Kærshovedgård ikke er et fængsel.