Vestjyske burger-brødre: - Vores motto er ”husk hyggen”

Brødrene Theis og Magnus Thesbjergs burgerbar er åbnet i Østjylland, men selv om de nu også er blevet en del af den aarhusianske madscene, får maden et touch af Vestjylland.

4:27
De er fra Vestjylland. De er brødre. Og de er vilde med grillmad. Eller i hvert fald er de vilde med at lave grillmad med et touch af Vestjylland.
Foto: Dan Hirsch Sørensen, TV MIDTVEST

Svinet, Dellen og Bøffen.

Det er nogle af de burgere, der står på burgerbaren Brødrenes Originals enkle menukort.

Det er brødrene, Magnus og Theis Thesbjerg fra Grønbjerg nær Spjald, som startede med en foodtruck i det vestjyske, men som nu har udvidet sig til også at være en grillbar i Aarhus midtby.

- Vi er blevet taget rigtig godt imod. Vi kommer fra Vestjylland, og det har vi sgu ikke lyst til at lægge låg på, vi har nemlig mange gode gaver med hjemmefra, og det har vi taget med ind i virksomheden.

- Vores motto er husk hyggen, altså man må gerne arbejde hårdt, men det skal være sjovt at gå på arbejde, siger Magnus Thesbjerg.

Idéen til Brødrenes opstod under coronanedlukningen, for der fandt de ud af, at de savnede en nyfortolkning af dansk grillmad.

Men det var ikke den eneste årsag til at sælge burgere.

- Vi startede også, fordi vi gerne ville komme tættere på hinanden, det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi ikke altid har været det. Men vores forhold har nu udviklet sig i en rigtig god retning, og vi har set andre sider af hinanden, forklarer Magnus Thesbjerg.

Bedstemors opskrift

De unge vestjyder nyfortolker blandt andet den klassiske flæskestegssandwich og frikadellesandwich, og det er en opskrift, som brødrene deler med deres kunder.

- Opskriften på vores frikadeller er vores bedstemors opskrift, som vi har taget, men så har vi pimpet den lidt op, så man får lidt mere smag, så vi har taget lidt fra vores mødres og fædres køkkener, og så har vi tunet dem lidt, så både de gamle og de 19-årige piger har lyst til at spise vores mad på en grillbar, forklarer Theis Thesbjerg.

Det er heller ikke klassisk rødkål, der bliver serveret i burgerne.

- Vi har frisk spidskålssalat i vores sandwich, og vi råmarinerer det, så det ikke er kogt, og så sylter vi selv - og laver vores egne opskrifter på mayonnaiser, siger Magnus Thesbjerg.

På væggen i deres butik i Aarhus er deres motto skrevet.
På væggen i deres butik i Aarhus er deres motto skrevet.
Foto: Brødrenes

Ramt af energikrisen

Ifølge ejerne er omkring 70 procent af deres ansatte fra Vestjylland, men ligesom så mange andre virksomheder over hele landet, har Brødrenes også mærket energikrisen.

De har nemlig været nødsaget til at opsige 12 ansatte.

- Det er megahårdt, det er folk, vi har kært, og folk vi har kendt igennem meget af vores liv. Det er bagsiden af medaljen i iværksætteri, siger Theis Thesbjerg og fortsætter:

- Hvis det fortsætter i lang tid, så tror jeg ikke, der er mange, der kan holde skruen i vandet, så bliver det fluer ind af en kant, der falder fra.

Ved siden af burgerbaren har de to brødre fortsat en foodtruck. Herfra serverer de ofte den vestjyske grillmad til events og firmaarrangementer og var i sommer i Vestjylland til flere byfester.