Skoleelever har cyklet tusindvis af kroner ind

Tarm Skole har samlet penge ind ved at cykle i skole.

2:09
Xenia Sofie Mahrt er ét af de børn, som nu cykler i skole.
Foto: Martin Sodemann, TV MIDTVEST

Hver gang et barn fra Tarm Skole har taget cyklen til skole, er der tikket penge ind. 

Virksomheden VM Tarm donerede i hele maj måned 20 kroner, hver gang et barn satte sig på cyklen til skole i stedet for at blive kørt. 

En rigtig god ide, mente Ringkøbing Skjern Kommune.

Så god en idé, at kommunen har fordoblet det beløb, som børnene fik samlet ind. 

- Vi synes det var en fantastisk idé og dobler så op på beløbet, fortæller Niels Rasmussen (SF), som sidder i Økonomiudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune. 

At få flere børn og unge til at cykle, er en klar strategi for den vestjyske kommune. 

Kommunen arbejder nemlig på en helhedsplan for Tarm og Skjern, der skal gøre byerne mere cykelvenlige. 

- Vi vil gerne have folk til at motionere noget mere, og derfor prioriterer vi også cykelstier for at fremme sundheden og mindske forbruget af privatkørsel, siger Niels Rasmussen.  

Og på den måde nåede beløbet for projekt op på omkring 240.000 kroner. 

- Det er fuldstændig vildt. Det er noget, jeg ellers kun drømmer om i mine bedste drømme, siger skoleleder Christian Nørregaard. 

Det er en glad skoleleder som i dag afslutter projektet Tarm Skole Cykler.
Det er en glad skoleleder som i dag afslutter projektet Tarm Skole Cykler.
Foto: Martin Sodemann, TV MIDTVEST

At gøre noget godt for lokalsamfundet

Det er både godt for økonomien, men også for børnenes sundhed, siger Christian Nørregaard. 

- Det har været så godt at mærke det engagement, som det har givet om det at cykle. Det  behøver ikke være så opstillet, at man skal ud på en lang tur på den nye, moderne racercykel. Det er ikke det, det handler om, men om at cykle hver dag og den glæde, det giver, smiler skolelederen. 

Direktør i virksomheden bag initiativet, Holger Ross Lauritsen fortæller, at de ville gøre noget ved det, at færre børn cykler. 

- Vi synes, det er vigtig, at børn cykler. Vi synes også, vi har et ansvar for at gøre noget godt i verden og især i lokalsamfundet. Så det er dejligt at være med til at påvirke lokalsamfundet i en god retning, siger Holger Ross Lauritsen.

Ifølge Niels Rasmussen fra byrådet i Ringkøbing-Skjern er initiativet fra erhvervslivet rigtig vigtigt for et lokalsamfund. 

- Jeg synes, det er dejligt, når en virksomhed bakker op og får etableret noget og fremmer sundheden i vores kommune. Det er et rigtig godt initiativ, siger Niels Rasmussen.  

Holger Ross Lauritsen og VM Tarm fik ideen til projektet, som skulle motivere børn til at cykle i skole.
Holger Ross Lauritsen og VM Tarm fik ideen til projektet, som skulle motivere børn til at cykle i skole.
Foto: Martin Sodemann, TV MIDTVEST

Cyklet i skole for første gang

Xenia på ni år er ét af de børn, som er begyndt at cykle i skole i forbindelse med projektet. 

Hun cykler ikke ellers, fortæller hun. 

- Men det er sjovt at cykle med Karen, siger hun. 

Karen Wikenhauser er lærer på Tarm Skole, og hun har hver dag i maj måned hentet Xenia på cyklen og fulgtes med hende til skole. 

- Karen er 10-tusinde gange langsommere end mig. Det er sjovt, siger Xenia Sofie Mahrt om at følges med sin lærer i skole. 

For Xenia var det især en overvindelse, at skulle stå tidligere op. 

- Jeg skulle stå op kl. 6. Og dét var ikke så sjovt, smiler hun. 

Men det var tydeligt, at hun ikke var den eneste, der var stået tidligt op for at tage cyklen.

- Der var helt fyldt med cykler, de stod helt tæt, fortæller Xenia. 

På sin lyserøde cykel og i selskab med sin lærer, tog Xenia Sofie Mahrt udfordringen op og begyndte at cykle i skole.
På sin lyserøde cykel og i selskab med sin lærer, tog Xenia Sofie Mahrt udfordringen op og begyndte at cykle i skole.
Foto: Martin Sodemann, TV MIDTVEST

Tarzanbane og cykelværksted

De 240.000 kroner skal blandt andet bruges på en såkaldt tarzanbane - en slags forhindringsbane - på Tarm Skole, fortæller skoleleder Christian Nørregaard. 

- Det er noget, som man kan have svært ved at finde penge til, så det er helt fantastisk at få sådan en mulighed, siger han. 

Men selv om maj måned er ovre, og pengene tjent ind, så er arbejdet med at få flere børn til at cykle ikke færdigt. 

På Tarm Skole er VM Tarm allerede i gang med et nyt projekt. 

- I de kommende år vil vi støtte et cykelværksted, hvor eleverne får lov til at arbejde med cykler og reparere hinandens cykler. Så på den måde fortsætter projektet faktisk, siger direktør Holger Ross Lauritsen.