Ponyer mishandlet til døde

Endnu ukendte gerningsmænd har mishandlet to ponyer. Den ene døde, mens den anden er aflivet på grund af kvæstelserne.

Politi, politigård, politistation, krimpix
Foto: Katrine Jensen, TV MIDTVEST

To shetlandsponyer blev fredag udsat for så massiv mishandling, at de nu begge er døde. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ponyerne gik på en mark ved Lyne nær Tarm. Den ene blev fundet død på marken, mens den anden blev aflivet af en dyrlæge. Den havde ikke umiddelbart synlige skader, men den var så dårlig, at det var uundgåeligt. Begge heste viste tegn på at være blevet bedøvet.

Politiet ønsker ikke at gå i detaljer med skaderne på den ene hest, men der er ingen tvivl om, at det er udført med en skarp genstand, og at det er bevidst.

Ponyerne gik på en mark ved en gård på Glibstrupvej sydvest for Lyne. Gerningsmanden eller -mændene er formentlig kommet ind på marken fra Glibstrupvej eller via omkringliggende skov.

- Vi har talt med hestenes ejer og har søgt efter spor på marken og i området. Det har ikke givet os meget at gå efter, udtaler fungerende politikommissær Lars Boe Larsen, der er efterforskningsleder ved lokalpolitiet i Herning.

Politiet er derfor interesseret i at komme i kontakt med vidner.

- Det kan være en bil parkeret et unaturligt sted eller personer, der løber rundt inde på markerne. Selv små observationer kan være brikker, der kan hjælpe os i arbejdet med sagen, udtaler Lars Boe Larsen.

Har du set noget mistænkeligt, eller har du andre oplysninger, som politiet kan have gavn af at kende til, så ring til Midt- og Vestjyllands Politi på 114.

De øvrige heste på marken er uskadte.