Ny plan får gang i byggeriet i Ringkøbings naturbydel

Få var interesseret i 2-planshuse, men lejligheder og huse i 1-plan er der efterspørgsel efter i Ringkøbing K.

1-planslejligheder i Ringkøbing K.
1-planslejligheder i Ringkøbing K.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Det kræver åbenbart visse justeringer at lave en topmoderne naturbydel i Ringkøbing, hvis køberne for alvor skal bide på idéen om at bosætte sig i naturen uden have eller hæk med udsigt til fjorden. 

For fem år siden blev et område svarende til størrelsen på 118 fodboldbaner omdannet til naturområde med enge, søer og skovstier. Den nye bydel fik navnet Ringkøbing K, og omgivelserne skulle få køberne til at strømme til i hundredevis. 

Men salget af de planlagte 2-planshuse er aldrig rigtig blevet et hit. Der er faktisk kun solgt to styks, så nu har kommunen og Realdania sadlet om.

2-planshuse er blevet til 1-planslejligheder

Eksempelvis er mange af de planlagte 2-planshuse udskiftet med 1-planslejligheder. Blandt andet på opfordring fra Jan Kipker, der har boet i en af lejlighederne siden juni. Han gad ikke det 2-planshus, der ellers udelukkende var muligt. 

- Dels brød vi os ikke om indretningen, og så var det ikke lige noget for os, at det var i to plan. Vi bliver ældre, så vi har nok med ét plan, siger han. 

De første fire 1-planslejligheder er både opført og solgt. De næste fire er på vej, og en af dem er også allerede væk. 

Og justeringer i projeket er og kan blive nødvendige. Det erkender borgmester Hans Østergaard (V).

- Undervejs har vi selvfølgelig lyttet på signaler, der er kommet fra de potentielle købere, der har været, og der har været en hel del på besøg derude, siger han og uddyber, at selve konceptet ikke er blevet anderledes. Det er kun indretningen af selve boligerne, der er blevet ændret på. 

Stor interesse for seniorbofællesskab

Derudover er der lavet et seniorbofællesskab med 14 boliger i alt, der alle er i ét plan. Og det har også sat skub i sagerne. Knap halvdelen af boligerne er snart afsat.

- Vi er meget optismiske omkring hele området herude nu. Jeg tror, at man skal til Aarhus eller København for at kunne stå ét sted og se, at der er gang i tre byggepladser lige rundt om, ligesom der er her lige nu, siger Jørgen Søndermark, der er projektleder ved Realdania By & Byg. 

Den optimise deler kommunens overhoved.

- Jeg er da mere optimistisk nu, end jeg har været i lang tid. Jeg har hele tiden troet på, at det her nok skulle give sig på et eller andet tidspunkt. Men jeg vil da gerne indrømme, at jeg ind imellem også har tænkt over, om der var brug for større ændringer - om det var nødvendigt, at vi skulle nærme os det traditionelle parcelhuskvarter, siger Hans Østergaard (V). 

Han tror stadig på ambitionen om tusinde nye boliger inden for 30 år. 

Er du tilfreds med der, hvor I er nu?

- Jeg er rigtig godt tilfreds med, at vi er der nu, hvor vi kan se, at tingene begynder at gå hurtigere, og der kommer noget fart på derude, siger borgmesteren. 

Ringkøbing-Skjern Boligforening er også i gang med at opføre 45 almene boliger i naturbydelen i Ringkøbing.

2:44
Få var interesseret i to-planshuse, men lejligheder og huse i et-plan er der efterspørgsel efter i Ringkøbing K.