Normann fik ros af ministeren: 86-årig ildsjæl holder Skjern ren

Normann Brodsø, der har taget initiativ til en stor indsamling af plastik, fik fredag et stort skulderklap af miljøminister Lea Wermelin.

2:06
Norman Brodsø kører hver dag rundt i Skjern og samler plastik op. Samtidig har han engageret andre i arbejdet, så der nu er indsamlet over to tons plastik i Skjern.
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

Der er mange, der taler om problemet med plastikforurening af den danske natur. 

Og så er der dem, der gør en indsats for at bekæmpe problemet.

Til den sidste kategori hører 86-årige Normann Brodsø fra Skjern. 

Hver dag kører han rundt i byen på sin elscooter og samler affald op, og samtidig har han med udgangspunkt i det lokale aktivitetscenter engageret andre ældre i indsamlingen af plastik.

Indtil videre har det resulteret i indsamlingen af over to tons plastik - en bedrift der er så imponerende, at miljøminister Lea Wermelin fredag lagde vejen forbi aktivitetscentret for at takke Normann Brodsø for indsatsen.

- Jeg håber, at hun vil køre hjem til finansministeren, så jeg får fordoblet min pension. Nej, jeg går ud fra, at hun vil sige, at det er et godt initiativ, og at hun håber, at andre får lyst til at indsamle plastik i stedet for, at det ligger ude i havet, lød det fra pensionisten fra Skjern før besøget.

86-årig foregangsmand

Og efter en snak med den 86-årige ildsjæl var Lea Wermelin helt enig i, at der er tale om et eksempel til efterfølgelse.

- Jeg er simpelthen så imponeret over det arbejde, som Normann har sat i gang, og som han har fået rigtigt mange med på. Han er en ildsjæl og en 86-årig foregangsmand, som vi alle sammen kan spejle os i, når vi nu skal i gang med at sortere affald på tværs af Danmark. Vi kan se, at det kan lade sig gøre, og at det gør en forskel, sagde ministeren.

Normann Brodsø, der er tidligere sømand, begyndte at samle plastik i 2017. Hans initiativ har for længst spredt sig - blandt andet har ældre i Videbæk startet en lignende plastikindsamling. Og ministerens besøg gjorde den vestjyske ildsjæl stolt.

- Det er den allerstørste glæde i min tilværelse, at hun har valgt at komme herover og møde mig. Hvis man skal ændre noget, skal man have fat i cheferne, og her er det jo så ministeren. Jeg er stolt og glad for, at vi har fået det her store skulderklap af ministeren, sagde han.

Lea Wermelin besøgte aktivitetscentret i Skjern for at takke Normann Brodsø for indsatsen.
Lea Wermelin besøgte aktivitetscentret i Skjern for at takke Normann Brodsø for indsatsen.
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST