Møllebrand i Lem Kær: Møllen er totalt brændt ud

Sort røg kunne ses på ti kilometers afstand, og selvom møllen er brændt ud, er det stadig farligt at nærme sig stedet.

Møllen i Lem Kær brændte ud på bare en time.
Møllen i Lem Kær brændte ud på bare en time.
Foto: Jørgen Krogh, privatfoto

Brandvæsnets indsatsleder kunne se røg, allerede da han kørte ud af Ringkøbing. Politi og brandvæsen var blevet ringet op af adskillige mennesker på 112, der havde set det samme syn, som han kunne se fra sin bil.

- Vi kom ud til en vindmølle, der var helt brændt ud oppe i huset og ilden breder sig til vingen, og der er masser af dele, der falder ned på marken, siger indsatsleder Lars Lyngvig, Brand & Redning MidtVest.

Brandvæsnet kunne dog ikke gøre noget ved den brændende mølle. Ilden havde alt for godt fat og spredte sig fra møllehuset til vingerne. Derfor gjorde brandvæsnet ikke andet end at spærre området af.

- Vi har ikke gjort noget omkring møllen, det ville være for farligt at gå derind, siger indsatslederen.

Hørte brandvæsnet komme

Et af de øjenvidner, der så branden, var Thomas Bjørnsgaard fra Ringkøbing. Han arbejder i Tarm og kører samme ved hjem fra arbejde hver dag. Da han kom forbi den brændende mølle stoppede han op og filmede møllen.

0:21
Thomas Bjørnsgaard var på stedet inden brandvæsnet.
Foto: Thomas Bjørnsgaard

- Jeg kunne se det på nok til kilometers afstand. Det ryger jo rigtig meget, siger han.

Da han kørte videre, kunne han høre brandbilerne komme.

Afspærret hele natten

Brandvæsnets indsatsleder fortæller, at området omkring den brændte mølle vil være afspærret hele natten, selvom ilden er gået ud.

- Lige nu brænder det en lille smule i en vinge, og der er fare for, at den kan knække af. Hele huset har fået en stor brandskade, og der kan ske noget med, at det falder ned senere, siger indsatsleder Lars Lyngvig, Brand & Redning MidtVest.

2:01
Se interview med indsatsleder Lars Lyngvig, Brand & Redning MidtVest.
Foto: Laura Tang Thomsen, TV MIDTVEST

Der er tale om en Vestas-mølle i en vindmøllepark i Lem Kær mellem Velling og Lem. Vestas er til stede hele natten og opretholder afspærringen.