Kenneth Linde Simonsen blev tævet ihjel: Nu skal to mænd hver 13 år i fængsel for drab

Retten i Herning har netop kendt 33-årige Rasmus Stærk fra Lyne og 39-årige Jan Weng Jensen fra Tarm skyldig i manddrab. De to skal 13 år i fængsel.

Politiet mødte talstærkt frem, da 47-årige Kenneth Linde Simonsen blev fundet dræbt i et eng- og markområde ved Borris den 24. februar sidste år.
Politiet mødte talstærkt frem, da 47-årige Kenneth Linde Simonsen blev fundet dræbt i et eng- og markområde ved Borris den 24. februar sidste år.
Foto: Kristian Mørk Andersen, TV MIDTVEST

Opdateret mandag den 29. juni 2020 klokken 13.54 med navne på de to dømte mænd samt længden på deres fængselsdomme.

33-årige Rasmus Stærk fra Lyne og 39-årige Jan Weng Jensen fra Tarm blev tidligere i dag kendt skyldige i drabet på 47-årige Kenneth Linde Simonsen fra Tarm.

Nu har de seks nævninge og tre juridiske dommere ved Retten i Herning bestemt, at de to drabsdømte mænd skal i fængsel i 13 år.

Kenneth Linde Simonsen blev fundet slået og sparket til døde i et eng- og markområde ved Borris øst for Skjern den 24. februar sidste år. 

I følge anklageskriftet skal de to dømte have 'tildelt forurettede gentagende kraftige slag i hovedet med et redskab.' Anklageskriftet afslører også, at Kenneth Linde Simonsen fik flere kraniebrud under overfaldet og døde af sine kvæstelser og efterfølgende blødninger i hjernen.

Vores reporter i retten fortæller, at senioranklager Linette Lysgaard gik efter fængselsstraffe på mindst 13 års fængsel til begge de dømte mænd. 

Og retten valgte altså at følge anklagerens linje. De to dømte er dømt efter straffelovens paragraf 237, der siger, at ’Den, som dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid.’

Trekantsdrama og nøgenbilleder

Under sagen i Retten i Herning er det kommet frem, at det angiveligt var uenighed omkring nøgenbilleder af en fælles kvindelig bekendt, der ledte til en række knytnæveslag på aftenen, hvor den 47-årige blev slået ihjel.

Det fortalte en af de to tiltalte i sagen, da han på første retsdag skulle i vidneskranken.

Den nu dømte 39-årige Jan Weng Jensen havde et seksuelt forhold til den kvinde, som Kenneth Linde Simonsen angiveligt havde nøgenbilleder af, og ifølge den 39-årige gjorde han den afdøde klart, at han ikke mente, at det var i orden, at afdøde viste billederne til nogen.

1:58
I februar blev en 32-årig og en 38-årig mand anholdt og sigtet for drab. Ifølge politiet kendte de begge den 47-årige myrdede mand

Under en senere druktur ved skydeterrænet i Borris ved Skjern Enge konfronterede Jan Weng Jensen igen 47-årige Kenneth Linde Simonsen med nøgenbillederne, og denne gang fortalte den nu afdøde mand, at han aldrig havde været i besiddelse af de omtalte nøgenbilleder.

Det fik den 39-årige Jan Weng Jensen op i det røde felt, da han, ifølge eget udsagn, vidste, det var løgn. Derfor slog han, ifølge sin forklaring i retten, Kenneth Linde Simonsen to-tre gange i ansigtet med knytnæveslag. Herefter fulgte den 33-årige Rasmus Stærk trop og slog den dræbte ’et par gange’.

Rasmus Stærk og Jan Weng Jensen blev derefter enige om at efterlade Kenneth Linde Simonsen i engområdet, så han kunne gå hjem til Tarm ’som en lærestreg.’ Ifølge den 39-årige Jan Weng Jensen ’stod han stadig op, da de forlod ham.’

Fantasifulde og utroværdige forklaringer

De to mænd, der altså nu er dømt for drabet i Borris, blev varetægtsfængslet i februar sidste år, og har siden da siddet varetægtsfængslet. Jan Weng Jensen i Herning Arrest, og Rasmus Stærk i Ringkøbing Arrest.

Når de har siddet varetægtsfængslet i 16 måneder, så skyldes det, at politiet ellers frygtede, at de to ville vanskeliggøre efterforskningen af sagen, hvis de var på fri fod. På den måde ville de have mulighed for at afstemme deres forklaringer og påvirke sagens mange vidner.

Under sagens forløb har Jan Weng Jensen og Rasmus Stærk adskillige gange afgivet skiftende forklaringer om hændelsesforløbet før, under og efter det fatale overfald på Kenneth Linde Simonsen. Retten i Herning kalder i dag de to dømtes forklaringer for 'særdeles utroværdige, modstridende, usammenhængende, fantasifulde og konstruerede til lejligheden.' Og det er altså blandt andet de meget vekslende forklaringer og også en lang række troværdige forklaringer fra andre vidner i sagen, der ligger til grund for dagens dom.

I alt 41 vidner har givet deres forklaring i sagen. Heriblandt politifolk, ambulancereddere, anmelder og personer, der har relationer til Kenneth Linde Simonsen og til de to drabsdømte mænd.

Sagen skulle være begyndt den 14. april i år, men på grund af corona-udbruddet blev sagen forsinket. Men nu er der så sat et foreløbigt punktum i den langstrakte sag.

Både Jan Weng Jensen og Rasmus Stærk ankede dommen på stedet – de ønsker enten frifindelse eller en mildere straf i Landsretten.

2:21
En af de sager, der er blevet påvirket af coronakrisen, er sagen om manddrab i Borris på 47-årige Kenneth Simonsen