Kærlighed i Spjald: 02.02.2020 er en helt særlig dag for brudepar

2. februar er en populær dag at blive gift på. Det er nemlig en såkaldt palindromdag og derfor nem at huske.

Mette Østergaard og Peter Vang Jensen fra Spjald blev i dag viet på Rådhuset i Ringkøbing.
Mette Østergaard og Peter Vang Jensen fra Spjald blev i dag viet på Rådhuset i Ringkøbing.
Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Mette Østergaard og Peter Vang Jensen havde fortalt familien, at de skulle fejre Peters fødselsdag på en restaurant ved havnen i Ringkøbing.

Men kort efter goddag kan parret fortælle, at de i stedet skal vies på rådhuset.

- Det er løgn, nærmest råber en af gæsterne.

Men det er det ikke. Gommen står skarpt i habit. Bruden i kjole og tænder der klaprer en smule i den kolde vind.

- Det var helt bevidst, der ikke var nogle, der skulle vide det, fordi I bare skulle komme, som I var, siger Mette Østergaard til gæsterne.

Søndag er en helt særlig dag. Det er nemlig den 02.02.2020. En såkaldt palindromdag, hvor datoen er den samme uanset om den læses forfra eller bagfra.

2:24
Den 12/12 2012 blev 14 brudepar viet samtidig i Favrskov Kommune.

Og det er lige noget, der passer brudeparret fra Spjald.

- Jeg har sådan lidt sjov med sådan nogle datoer, der må godt være lidt symmetri i det. Så 02.02.20 det synes jeg lød meget godt, siger bruden Mette Østergaard.

Borgmester Hans Østergaard er i jakkesæt og borgmesterkæde i dagens anledning. Selv brylluppet foregår i byrådssalen med udsigt ud over Ringkøbing Fjord.

- Det er selvfølgelig lidt sjovt og lidt specielt at vælge en dag som den anden i anden 2020, selvfølgelig er det det, siger Hans Østergaard, som er borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Flest par blev gift 07.09.13

Brudeparret fra Spjald er ikke de eneste der skal giftes på den her specielle dato. Så derfor er rådhuset ekstraordinært åbent på en søndag.

2:16
07.09.13 havde borgmesteren i Herning en travl dag. Hele 27 par blev viet. Borgmesteren tog sig selv af tyve vielser.

- I dag er der fire vielser, og normalt vier vi faktisk ikke om søndagen, det gør vi om lørdagen, fortæller borgmesteren.

I det her år tusinde har der været en række helt særlige dage, hvor mange har valgt at blive viet.

Topscoreren er 07.09.13, hvor hele 3.136 par sagde ja til hinanden. Faktisk var 62 procent af samtlige vielser i september måned i 2013 lige præcis lørdag den 7. september.

Også 07.07.07 var en populær dato med 1.967 vielser.

Både bruden og gommen har været gift før. På Rådhuset i Ringkøbing er der både champagne og en lille gave fra kommunen efter de har sagt ja til hinanden, og kysset lidt forsigtigt i byrådssalen.

- Det er i hvert fald nemt for mig at huske. jeg har fødselsdag i morgen, så det er dejligt nemt for mig at huske, siger brudgom, Peter Vang Jensen.

Efter brylluppet er det hjem igen. Nu som ægtepar med bryllupsdag på en helt særlig dato.

2:07