Hård kritik af planer om urørt skov: Det vil øge udledningen af CO2

Mere urørt skov vil være skidt for klimaet, ligesom arbejdspladser kommer i fare, lyder kritikken. SFs klimaordører deler ikke bekymringen.

Politikernes planer om masser af urørt i skov for at forbedre biodiversiteten er i virkeligheden ikke så grønne, som man skulle tro.

Sådan lyder kritikken nu fra flere aktører i det midt- og vestjyske. De peger på, at planerne vil føre til et øget CO2-udslip, lige de kan koste arbejdspladser.

Kritikken kommer blandt andet fra den tidligere skovrider Niels Bundgaard Jensen fra Brande. 

Han har fungeret som planlægningschef for de danske statsskove og mener, at det vil betyde et negativt klimaregnskab, hvis man stopper produktionen af træ og lader skovene passe sig selv.

- Skovene er som en kæmpe støvsuger, der suger CO2 ud af luften og lagrer den. Men når skoven er urørt, går den i stå vækstmæssigt, og så går den i forfald. Og når den går i forfald, begynder den at lække CO2 ud igen, siger han.

Bekymret for danske arbejdspladser

Den administrerende direktør for virksomheden Troldtekt i Troldhede, Peer Leth, er også bekymret. Han peger på, at det vil koste arbejdspladser, hvis der bliver skåret kraftigt ned for den danske produktion af træ.

- Hvis man fra danske politikeres side går enegang på det her og tvinger virksomhederne til at hente træ fra udlandet, så er der en overordnet risiko for, at arbejdspladserne følger med ud. Worst case kan være, at vi skal til at overveje, hvor vores fremtidige produktion skal ligge. For os som familieejet virksomhed er det helt naturligt, at den skal ligge i Danmark, men det kræver også, at råvarerne er tilgængelige, siger han.

Troldtekt leverer akustikplader af træ og cement til byggebrancen, og ud fra et klimahensyn vil direktøren også have det skidt med at skulle bruge importeret træ.

- Den danske byggesektor udgør faktisk op til 40 procent af C02-udledningen i Danmark, så vi har som branche et stort medansvar. En af løsningerne er lokale råvarer og at sørge for, at der bliver genplantet rigtigt meget træ, som optager CO2, siger Peer Leth.

Det har ikke været muligt at få en kommentar til kritikken fra miljøminister Lea Wermelin (S), men SFs klimaordfører Signe Munk deler ikke kritikernes bekymringer. 

- Jeg kender godt problematikken, men det er vigtigt, at vi får mere urørt skov, fordi det sikrer levepladser til planter og dyr. Det er rigtigt, at træ frigiver CO2, når det rådner, men det sker meget langsomt. Derfor skal vi - samtidig med at vi får mere urørt skov - også have mere produktionsskov, så vi både kan få dansk tømmer og Troldtekt- plader, siger Signe Munk.

Det er vigtigt at have en dansk produktion af tømmer, lyder det blandt andet fra virksomheden Troldtekt i Troldhede.
Det er vigtigt at have en dansk produktion af tømmer, lyder det blandt andet fra virksomheden Troldtekt i Troldhede.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Læs flere artikler fra Ringkøbing-Skjern eller i kategorien Politik.