Fundet i grøften: Mand blev hårdt ramt af sidespejl, da han gik langs landevejen

Politiet leder efter en bilist, der i går ramte en mand med sit sidespejl.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Lørdag formiddag blev en mand fundet i grøften på Holstebrovej lidt syd for Tim ved Ringkøbing.

Manden var forslået og havde det dårligt. Han var kun i stand til at fortælle, at han var blevet påkørt, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Carsten Henriksen.

Manden kom på sygehuset. Han var uden for livsfare, men med brud på knogler.

- Det tyder på, han har gået i vejkanten. Vores teori er, han er blevet ramt af et sidespejl fra en bil, der er kørt videre videre, siger Carsten Henriksen.

Leder efter bilen

Politiet håber nu, de kan få fat i den person, der førte bilen.

- Vi er interesserede i at tale med vidner, der har set manden gå eller stå i vejkanten i den vestlige side af Holstebrovej, fortæller vagtchefen og fortsætter:

- Vi vil allerhelst høre fra en, der har kørt i en bil, der har ramt noget. Det kan være, nogen har været i tvivl om, hvad de har ramt. Måske har de tænkt, det har været et dyr. Så hvis der er en fører, der måske mangler et sidespejl, så må de gerne ringe.

Politiet kan kontaktes på telefonnummer 1-1-4.

OPDATERING: En person er sigtet i sagen. Læs mere i artiklen herunder: