Forladt kutter fundet på stranden: 61-årig fisker er fortsat savnet

En fisker er fortsat forsvundet, efter en tom, grundstødt kutter mandag formiddag blev spottet.

0:33
Foto: Poul Gerner, TV MIDTVEST
Opdatering

  • Midt- og Vestjyllands Politi bekræfter, at den 61-årige fisker, der sejlede ud med kutteren, er fundet død.

Redningshelikoptere og redningsbåde har gennem det meste af mandag været i færd med en storstilet eftersøgning på strækningen fra Hvide Sande-Thyborøn, som fortsatte på stranden tirsdag morgen.

Eftersøgningen blev iværksat, efter en tom, grundstødt kutter blev fundet ud for Søndervig Strand mandag formiddag. Eftersøgningen på hav blev indstillet natten til tirsdag omkring klokken 2.

Myndighedernes tese er, at det er fiskekutterens ejer, som er sejlet afsted alene mandag morgen. Ejeren af kutteren er fortsat savnet. 

Tirsdag eftermiddag er kutteren, som stødte på grund i på Søndervig Strand fjernet fra stranden. Sagen efterforskes fortsat af politiet, mens Den Maritime Havarikommission har påbegyndt undersøgelser af skibet. 

Livebloggen opdateres ikke længere.

28. maj kl. 13:59

Kutter er fjernet fra stranden

Kutteren lå på Søndervig strand.
Kutteren lå på Søndervig strand.
Foto: Jakob Fenger, TV MIDTVEST

Den forladte fiskekutter blev første gang set stødt på grund omkring 30 meter fra strandkanten. 

Siden er kutteren blevet bjærget og undersøgt af både politi, havarikommission og ejerens forsikringsselskab. 

Tirsdag eftermiddag er kutteren fjernet fra stranden, fortæller TV MIDTVEST's reporter, som befinder sig i Søndervig. 

28. maj kl. 13:19

Fiskeriformand: Ikke økonomisk holdbart at sejle to afsted

- Det vil være for driftsøkonomisk tungt at drive et mindre fartøj, hvis man skal være to mand ombord.  

Sådan siger Thomas Rahbek Sloth, som er formand for Sydvestjysk Fiskeriforening. 

Den mand, som formodes at have sejlet den forladte fiskekutter, og som nu er savnet, formodes at have taget selv afsted på havet. 

Men selvom sikkerheden er større, når man er to ombord end én, så er løsningen ikke at påkræve to på kutterne, mener Thomas Rahbek Sloth. 

- Så er man ude i en decideret lukning af mindre kystfiskeri, der er. Så vil jeg hellere, at vi arbejder på, at der er regler og anbefalinger om sikkerhedsudstyr ombord, og at man gør alt hvad man kan, inden ulykken indtræffer, siger formanden for Sydvestjysk Fiskeriforening.

0:51
Foto: Jakob Fenger, TV MIDTVEST og Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST.
28. maj kl. 12:19

Havarikommission undersøger fiskekutter

Den Maritime Havarikommission oplyser til TV MIDTVEST, at de er i færd med en indledende undersøgelse af ulykken.

Undersøgelsen omfatter blandt andet en undersøgelse af det strandende fiskeskib, hvilket Havarikommissionen oplyser er normal praksis i denne type ulykker.

28. maj kl. 10:32

Den savnedes hund er fundet på kutter

Lokalpolitiet i Ringkøbing oplyser, at der på den forladte kutter er fundet en hund. 

- Ejeren af kutteren har en hund, som er fundet på kutteren. Indtil videre er hunden blevet overdraget til en bekendt, lyder det fra politiassistent Ditte Tokkesdal. 

28. maj kl. 10:25

Politi undersøger spor på fiskekutter

Politiet og havarikommissionen er lige nu til stede i Søndervig, hvor den strandede fiskerkutter bliver undersøgt. 

Ifølge Ditte Tokkesdal fra lokalpolitiet i Ringkøbing er en del af kutteren allerede undersøgt mandag af havarikommissionen og ejerens forsikringsselskab. 

Tirsdag undersøges skibet i samarbejde med en medejer af kutteren for tekniske spor og personlige jendele. 

- Vi skal se de personlige ejendele igennem, og sikre os, at vi ikke overser nogen spor, siger Ditte Tokkesdal. 

28. maj kl. 09:34

Sag overdraget til lokalpolitiet

Ringkøbing Lokalpoliti har overtaget efterforskningen i sagen, hvor en 61-årig fisker er forsvundet. 

Det fortæller Ditte Tokkesdal fra lokalpolitiet. 

- Vi har netop fået den overdraget, så vi står for de fremtidige disponeringer, og skal lægge en plan herfra, siger Ditte Tokkesdal. 

28. maj kl. 09:30

Reddere står standby

Frits Pedersen fra redningsstationen i Hvide Sande har været med i eftersøgningen både til havs og på land. 

- Vi kom hjem klokken 4, og kørte ud at lede på stranden klokken 5, fortæller han. 

Nu vil reddere fra redningsstationerne ved Hvide Sande og Thorsminde stå standby tirsdag, til hvis der sker en udvikling i sagen. 

- Vi vil gerne høre om det, hvis nogen ser noget på stranden, siger Frits Pedersen.

28. maj kl. 08:22

Forventer ikke at finde fisker i live

Efter både helikoptere og redningsbåde, samt biler på land, har eftersøgt området omkring Thorsminde og Hvide Sande uden held, er forventningen ikke, at finde manden i live. 

Det siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jan Nørrum. 

- Der er lavet en eftersøgning på stranden, og bliver han ikke fundet der, så har vi ikke meget at gå efter, siger Jan Nørrum. 

- Man forventer ikke at finde ham i live.

28. maj kl. 08:17

Fortsat teori om ejer af kutter

Det er stadig politiets tese, at det er ejeren af kutteren, som mandag blev fundet tæt på stranden ved Søndervig, som har sejlet kutteren. 

Men politiet vil ikke udelukke noget, siger vagtchef Jan Nørrum fra Midt- og Vestjyllands Politi. 

- Indtil vedkommende er fundet, kan vi hverken be- eller afkræfte, om det er ejeren, der har sejlet kutteren, siger vagtchefen. 

28. maj kl. 07:28

Redningsfolk har ledt på strand

Stranden fra Thorsminde til Hvide Sande er tirsdag morgen blevet gennemsøgt i håb om at finde den forsvundne 61-årige mand. 

Det fortæller leder af redningsstationen i Hvide Sande, Frits Pedersen. 

- Vi er netop kommet tilbage fra stranden, hvor vi har ledt fire mand siden klokken 5, fortæller Frits Pedersen.