De lytter i Venstre, når markant stemme i baglandet tager ordet: - Wilbek er et godt bud

Formanden for Venstre i Region Midtjylland glæder sig over, at Ulrik Wilbek nu viser interesse for at blive næstformand i Venstre.

Jens Nicolai Vejlgaard er formand for Venstre i Region Midtjylland og kalder Ulrik Wilbek et godt bud på Venstres næstformand.
Jens Nicolai Vejlgaard er formand for Venstre i Region Midtjylland og kalder Ulrik Wilbek et godt bud på Venstres næstformand.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Er der nogen, der taler med en stor stemme, når man i Venstre skal lytte til baglandet, så er det Jens Nicolai Vejlgaard fra Hvide Sande.

Han er nærmest blevet en slags definition på baglandet i Venstre. Ud over at have sit daglige arbejde som fiskeopkøber på havnen i Hvide Sande, er han også formand for Venstre i Region Midtjylland.

Det var også ham, der krævede at både Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen skulle gå af, den gang de var henholdsvis formand og næstformand i Venstre.

Jens Nicolai Vejlgaard er altså en mand, Venstre-medlemmer retter opmærksomheden imod, når han har noget på hjertet. Og han er ikke i tvivl.

Han er glad for at Ulrik Wilbek nu viser interesse for at blive næstformand i Venstre, efter Inger Støjberg blev bedt om at trække sig.

- Ulrik er en rigtig god kandidat og ville kunne være et rigtigt godt bud på Venstres nye næstformand, siger Jens Nicolai Vejlgaard.

- Men det er jo op til Venstres delegerede på et landsmøde at vælge den, man ønsker.

Set fra det yderste Vestjylland besidder den tidligere landsholdstræner i håndbold og nuværende borgmester i Viborg mange af de kvaliteter, som der lige nu er behov for i Venstre.

- Ulrik har jo udstråling. Det tror jeg ingen af os, kan være i tvivl om. Og han kan formidle ting og få ting sagt - han står ved det han mener. Så derfor er Ulrik absolut et godt bud, siger Jens Nicolai Vejlgaard til TV MIDTVEST.

Hvordan vil han passe ind i den situation partiet står i lige nu? Vil han kunne være med til at rydde op?

- Nu skal jeg ikke forholde mig til navne, men mit ønske er generelt, at man kan finde en kandidat fra det kommunale eller regionalpolitiske landskab - også for at gøre det lidt anderledes end vi hidtil har gjort og lidt mere smart.

Vigtigt, det bliver en jyde

Ud over at Ulrik Wilbek, med Vejlgaards ord, har udstråling og står ved det han mener, så har han en anden vigtig egenskab. Især når formanden, Jakob Ellemann-Jensen nu holder til i den østlige del af landet.

- Rent geografisk, synes jeg det er alletiders, at vi har en kandidat fra det jyske, så vi også har en geografisk balance i Venstre som parti. Jeg er glad ved, der er en jyde, som melder sig på banen, siger Venstres formand i Region Midtjylland.

Efter Inger Støjberg trak sig som Venstres næstformand, har ingen kandidater endnu meldt sig officielt. 

Et af de navne, der dog har været nævnt er Stephanie Lose, der er regionsrådsformand i Syddanmark og formand for Danske Regioner.

Lose er også et bud der falder i venstremandens smag.

- Det vil værre to rigtigt gode kandidater, som hver især, på deres egen specielle måde, ville kunne gøre det rigtigt godt og være med til at videreudvikle Venstre, siger Jens Nicolai Vejlgaard til TV MIDTVEST.

Er der brug for det?

- Ja, det kan vi vist godt sige, at vi har brug for lidt ro på bagsmækken nu. Og det tror jeg begge to ville kunne være med til at formidle fremadrettet.

Jens Nicolai Vejlgaard sidder også i Forretningsudvalget i Venstre. Han forventer, at der er fundet en kandidat inden udgangen af januar. For ham er det vigtigste dog, at der kommer ro på i Venstre.

- Det har vi alle sammen brug for. Vi har brug for at se frem mod kommunal og regionsrådsvalget til november. Så jo hurtige, jo bedre.