Billedgalleri: Se den flotte juleudstilling på Tarm Kirkegård

Folk kommer langvejs for at se, hvordan Tarm kirkegård hvert år dekorerer pladsen til jul.

Juleudstilling på Tarm kirkegård
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Det er nærmest blevet en juletradition, at skikkelser i gran pynter Tarm Kirkegård i denne tid. 

De sidste fem år har personalet til den anden søndag i advent skabt en udstilling af gran og mos. 

- Ideen opstod blandt personalet, der arbejdede på kirkegården, efter de var færdige med at pynte gravstenene den første søndag i advent. Der fandt de på, at man kunne bruge restgran til at lave små hjerter og lignende, siger Else Thorup, der er formand for menighedsrådet i Tarm Kirke.  

Siden da er udsmykningen taget til helt nye højder. I år kan man både finde en kane og et kirketårn i udstillingen. 

Det er blevet så populært, at det lokker folk til fra nær og fjern. De vil alle have et glimt af den unikke udstilling.   

Tiltænkt gravenes besøgende

Kirkegården er åben for alle, der skulle have lyst til at komme forbi, men oprindeligt var tanken, det skulle gavne dem, der kom og besøgte gravstederne. 

- Det er primært tiltænkt til dem, der kommer og besøger deres kære, og til at give dem en ekstra fin oplevelse her til jul, siger Else Thorup. 

Og selvom mange tager turen forbi, oplever personalet ikke, at de besøgende skaber uro på kirkegården. 

- Det er på ingen måde noget tivoli, vi oplever at folk omgås stedet med respekt, og taler stille og roligt mens de nyder det, de ser, siger Else Thorup. 

Se en bid af udstillingen i billedgalleriet nedenfor. 

Udstillingen står indtil sidst på vinteren.