Aldi holder ophørsudsalg: Kunder strømmer til

Jagten på gode tilbud er gået ind hos Aldi i Skjern, efter at butikken begyndte ophørsudsalget fredag.

Jens Knudsen fra Hemmet er én af de kunder, der i dag tog turen for at besøge discountkædens ophørsudsalg.
Jens Knudsen fra Hemmet er én af de kunder, der i dag tog turen for at besøge discountkædens ophørsudsalg.
Foto: Tina Bangsgaard, TV MIDTVEST

Normalt skal der mange penge op ad lommen, når indkøbsvognen er fyldt af varer, og inflationen har kun gjort det dyrere. 

Men i fredag var sagen lidt en anden. Dagligvare-kæden Aldi holder nemlig ophørsudsalg i en række butikker landet over, og i Skjern strømmede kunderne til butikken.

- Der er 30 procent rabat. Det kan man altid bruge, fortæller Jens Knudsen fra Hemmet, som er kunde i butikken.

Rabatfremgangen hos Aldi i Skjern.
Rabatfremgangen hos Aldi i Skjern.
Foto: Tina Bangsgaard, TV MIDTVEST

Tilbage i december meddelte discountkæden, at den lukker alle sine butikker i Danmark. 59 af dem lukker helt. Resten af butikkerne overtager Rema 1000-kæden. I den midt- og vestjyske landsdel betyder, det blandt andet at butikken i Skjern altså lukker.

At interessen skulle være så stor, havde kæden ikke selv regnet med.

- Det er gået over alt forventning. Folk er rigtig sultne efter de her gode rabatter, siger kommunikationschef i Aldi Louise Wendelbo til TV 2.

Men for Jens Knudsen giver det god mening at tage turen fra Hemmet til Skjern.

- Det er fint. Så sparer man da lidt penge på et godt tilbud, siger han.

Tør ikke vente længere

Ophørsudsalget foregår sådan, at varerne først bliver sat ned med 30 procent i tre dage, så 50 procent i to dage og de sidste to dage er der 70 procent at spare.

For Jens Knudsen oplever også at alting er blevet dyrere, og derfor var det den rette timing af tage indkøbsturen netop nu.

En anden kunde, der også ville være del af tilbudsjagten, var Søren Jensen fra Tarm. 

- Det var egentlig bare for at kigge. Og så blev vi temmelig overraskede, da vi så, hvor mange biler, der var ude på parkeringspladsen. Vi lige ved at vende rundt igen - men nu skulle vi ind og kigge, og det er da lidt spændende, og se om der er noget der er billigt, fortæller Søren Jensen. 

Flere køleskabe og hylder er allerede tomme.
Flere køleskabe og hylder er allerede tomme.
Foto: Tina Bangsgaard, TV MIDTVEST

- Selvfølgelig kan man gøre en god handel, men der er også nogen, der bare synes, det er lidt spændende at se, hvad man kan få med hjem, fortæller Louise Wendelbo til TV 2.

Den første Aldi-butik åbnede i 1977, hvilket var den første discountkæde, der kom til Danmark.