Årsag til gylleudslip i Tarm stadig ukendt

Leverandørerne til de to tanke med gylleudslip har mandag lavet foreløbige undersøgelser, for at fastlægge årsagen til den ene helt nye tanks kollaps.

Gylleudslip Tarm
Foto: Sarah Katrine Houe, TV MIDTVEST

Hvad er det, der er sket, der kan få to helt nye tanke til at gå i stykker? 

- Det kan jeg ikke svare på. Vi har ikke haft mulighed for at komme ned i tanken, for at konstatere hvad fejlen er, og hvor bruddet har været. Det kan jeg ikke gætte på, på nuværende tidspunkt, siger driftschef ved Foersom Bioenergi Bo Stensgård. 

Det er virksomheden Foersom Bioenergi, der driver biogasanlægget ved Tarm, hvor der lørdag løb omkring 16.000 kubikmeter gylle ud fra to tanke, fordi den ene af tankene kollapsede. Anlægget var ellers helt nyt.

Mandag var oprydningsarbejdet efter gylleudslippet endnu i gang. 

- Der står cirka en meter væske i gården hernede endnu, siger Bo Stensgård. 

Bo Stensgård oplyser, at leverandørerne til de to tanke, hvoraf den ene kollapsede, og den anden sev ud med gylle, har været på stedet ved Tarm mandag for at lave nogle foreløbige undersøgelser.

- Vi må afvente rapporten fra dem, siger Bo Stensgård. 

Ringkøbing-Skjern Kommune har ansvaret for at følge op på de miljømæssige konsekvenser af gylleudslippet. TV MIDTVEST har mandag været i kontakt med kommunen. 

Den oplyser, at der ikke er fare for forurening af vandløb eller grundvand, fordi udslippet blev standset i tide. 

Inden for de seneste tre måneder har der været tre større gylleudspil i landsdelen. Et større gylleudslip i marts i Salling betød, at alt liv i Spøttrup bæk døde.