Ringkøbing-Skjern hylder lokal musikildsjæl

Henrik Laurvig blev lørdag hyldet for sit arbejde for musikken i Ringkøbing-Skjern kommune gennem to årtier.

Allerede som 14-årig var den nu 67-årige Henrik Laurvig med til at starte Oksbøl Popklub.
Allerede som 14-årig var den nu 67-årige Henrik Laurvig med til at starte Oksbøl Popklub.
Foto: Pressefoto: Ringkøbing-Skjern Kommune

Han har trukket de helt store danske navne forbi vestkysten, og til Ringkøbing-Skjerns nytårskoncert i ROFI-centret i Ringkøbing blev Henrik Laurvig hyldet for sit arbejde, da han fik Ringkøbing-Skjern Kommunes Kulturpris 2017.

Povl Dissing, Anne Linnet og Thomas Helmig er bare nogle af dem, som Henrik Laurvig har lokket til at spille i Musikhuset i Vostrup.

Gennem to årtier har Henrik Laurvig arbejdet for at få byen på landkortet.

- Vi har været heldige at have sådan en som dig i lokalområdet. Det kan føles, som om en epoke er slut, men i stedet for at se tilbage med vemod på tidligere tiders kulturoplevelser, vil vi huske dem med glæde, ligesom vi vil huske din vedholdende iver, dit gå-på-mod - og din eminente evne til at få ting til at ske. Forhåbentlig også i fremtiden på den ene eller anden måde, sagde Erik Viborg, der er formand for kommunens kultur- og fritidsudvalg, i sin tale ifølge en pressemedelelse.

Det var da også en bevæget mand, der fik prisen i hånden.

- Jeg er meget beæret over at få sådan en pris - og meget overrasket. Jeg har altid elsket at lave oplevelser og dele dem med andre mennesker, men jeg havde ikke forventet at få sådan en fin pris for det, siger han i en pressemeddelelse.

Med prisen følger 10.000 kroner, som fordeles på et indkøbt kunstværk og et kontantbeløb, som udbetales.