Flugtbil fundet

Politiet har nu fundet den bil, den efterlyste Kasper Leif Smedegaard Knudsen flygtede i efter røveri.

Lidlroeveri3.jpg

Den 30-årige efterlyste er der stadig ingen spor af, men politiet kom i morges en smule tættere på.

Kasper Leif Smedegaard Knudsen er efterlyst, efter han, ifølge politiet, blandt andet har begået røveri i en Lidl-forretning i Skjern og mod en familie i Horsens. Han tog flugten fra dette gerningssted i familiens egen WV Passat, og det er den, politiet nu har fundet.

Tror han er alene

Bilen var blevet efterladt i københavnsområdet, hvor den efterlyste også bor. Der var dog ingen spor af ham på hans hjemadresse, fortæller vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen fra Sydøstjyllands Politi.

- Vi tror, han er alene og måske opholder han sig på et hotel, en campingplads eller lignende, uddyber Lars Peter Madsen.

Politiet er lige nu i gang med de tekniske undersøgelser af bilen, og vil meget gerne have tip fra folk, der kan have set efterlyste Kasper Leif Smedegaard Knudsen. Det kan ske på telefon 114.