Analyse foreslår at fjerne tre akutbiler 

En analyse, som Region Midtjylland har fået lavet, foreslår at nedlægge akutbilerne i Ringkøbing, Tarm og Skive. 

I stedet for tre akutbiler foreslår analysen at opgradere ambulancer i Skive, Ringkøbing og Tarm til paramedicinerbemandede ambulancer.
I stedet for tre akutbiler foreslår analysen at opgradere ambulancer i Skive, Ringkøbing og Tarm til paramedicinerbemandede ambulancer.
Foto: Flemming Christensen

Akutbilerne i Ringkøbing, Tarm og Skive kan snart have kørt deres sidste tur. I hvert fald hvis Regionsrådet i Region Midtjylland vælger at følge den analyse, som de har bestilt.

Analysen anbefaler at nedlægge de sygeplejebemandede akutbiler i de tre byer. Noget, der møder modstand fra regionsrådsmedlem Marianne Karlsmose (KD).

- Vi har ladet os nøje med akutbiler i kommunen og det er så dem, der skal fjernes først - det hænger ikke sammen. Ydmyghed skal ikke straffes. Herning har tæt til sygehus, så må det være lægebilen der, der flyttes til Ringkøbing-Skjern, hvis akutbilerne skal fjernes. Det handler om tryghed og fleksibilitet i det fremskudte akutberedskab, siger Karlsmose, der kommer fra Tarm, i en pressemeddelelse.

På dagsordenen før

Nedlæggelsen af akutbilerne har været drøftet før. I forbindelse med forslag til besparelser i budget 2019 og budget 2020 indgik et forslag om at nedlægge dem. 

Forligspartierne ville dog afvente analysen, før de ville tage stilling til ændringer på det præhospitale område, som akutbilerne er en del af. 

- Igen og igen kommer forslaget om at spare akutbiler, og denne gang er der en stor risiko for, at forslaget kan komme igennem. Derfor stiller jeg nu spørgsmålet, hvorfor skal Ringkøbing-Skjern Kommune ikke have en lægebil, når f.eks. Lemvig Kommune og Djursland har en lægebil. Det er dog regionens geografisk største kommune, siger Marianne Karlsmose.

Opgradering af ambulancepersonale

Analysen anbefaler i stedet at opgradere ambulancer i Skive, Ringkøbing og Tarm til paramedicinerbemandede ambulancer samt at etablere en døgndækkende ambulance i Videbæk og at ændre den døgndækkende ambulance i Herning til dagambulance.

- Det er positivt, at der er en opgradering af ambulancepersonalet med i forslag om at spare akutbiler væk, men det ændrer ikke på, at der er situationer, hvor akutbilen er fremme først og kan give hjælp hurtigt. Derfor kan opgraderingen ikke kompensere tab af akutbil, siger Marianne Karlsmose.

Nedlæggelsen af de tre akutbiler forventes at medføre en årlig besparelse på 8,7 mio. kr.

Sagen skal nu drøftes på regionsrådets temadag den 22. oktober. Det skal danne grundlag for at tage endelig stilling til analysens anbefalinger.