3.300 underskrifter mod bibliotekslukning: Det gør indtryk

På kun en uge er det lykkedes at samle 3.300 underskrifter mod lukningen af Tarm Bibliotek. Det imponerer og berører formanden for kultur- og fritidsudvalget.

- Jeg kan mærke det helt ned i maven og bliver berørt af den måde Tarm-borgerne står sammen på.

Sådan reagerer formanden for Ringkøbing Skjern Kommunes kultur- og fritidsudvalg, Erik Viborg (V) på, at der næsten er 3.300 personer, der har skrevet under på protesten mod lukningen af Tarm Bibliotek.

Ringkøbing Skjern Kommune skal spare 303 millioner kroner de næste fire år. Et af politikernes spareforslag er, at lukke biblioteket i Tarm, men det skuffer en stor gruppe lokale borgere, der med Hanne Laier i spidsen på en uge har samlet næsten 3.300 underskrifter.

- Det er imponerende og viser klart og tydeligt, at borgerne vil biblioteket, og når nogen står sammen på den måde, så bliver jeg berørt af det, fortæller  Erik Viborg.

Han har sammen med kommunens andre politikere lavet en bruttoliste over områder, hvor kommunen kan spare de 303 millioner kroner.

- Det er aldrig fedt at skulle lave forringelser. Men lige nu har vi næsten dobbelt så mange kroner på listen, som der skal spares, så underskrifterne er helt sikkert noget, jeg tager med mig til budgetseminariet, forklarer Erik Viborg.

Byrådet træffer den endelige afgørelse til august.

 

Se indslag fra underskriftsindsamlingen fra nyhederne den 11. juni 2019. ​

Læs flere artikler fra Ringkøbing-Skjern eller i kategorien Politik.