Hans kone er sigtet for etårig piges dødsfald: - Vi troede, der var sat punktum i den sag

Den gæstedagplejer, der er blevet sigtet for vold med døden til følge mod en etårig pige, havde ikke hørt fra politiet i otte måneder, før anholdelsen torsdag, lyder det fra hendes mand.

Fredag er der grundlovsforhør i Retten i Herning, da Anklagemyndigheden ønsker en nu tidligere dagplejemor fra Illskov varetægtsfængsel. Arkivfoto.
Fredag er der grundlovsforhør i Retten i Herning, da Anklagemyndigheden ønsker en nu tidligere dagplejemor fra Illskov varetægtsfængsel. Arkivfoto.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Det kom meget bag på Flemming Johansen fra Ilskov nord for Herning, da hans kone i går blev anholdt og sigtet for vold med døden til følge mod en etårig pige, som hun havde i gæstedagpleje i november 2019.

- Vi troede, at der var sat punktum i den her sag, så derfor kom det som et kæmpe chok, da politiet kom i går, siger ægtemanden, der er indforstået med at få sit navn frem.

Han fortæller, at parret ikke har hørt fra politiet i otte måneder, og at de derfor antog, at sagen var lukket.

Sigtelsen mod Flemming Johansens kone lyder på særlig grov vold med døden til følge. Hun er sigtet for at ruske den etårige pige, slå hende med en stump genstand samt muligvis at slå hendes hoved mod en overflade.

Pigen havde ifølge obduktionen knoglebrud i nakken og flere kraniebrud og døde som følge af dette og blødninger i hjernen.

Sigtede nægter sig skyldig, og politiet efterforsker stadig sagen.

Ingen sigtede i første omgang

Pigen blev dårlig, mens hun var ved gæstedagplejeren 28. november 2019, der tilkaldte hjælp. Først blev hun fragtet til Herning, hvor hun efterfølgende blev sendt til Skejby, hvor hun døde natten til 29. november 2019.

Dengang pegede efterforskningen dog ikke på gæstedagplejeren som en mistænkt. 12. december 2019 sagde politiet til TV MIDTVEST, at det var usikkert, om der overhovedet ville komme en sigtelse i sagen.

Udtalelsen kom i forbindelse med, at pigen var blevet obduceret. Politiet ville dog ikke gå nærmere ind i obduktionsrapporten. Heller ikke om det var en ulykke, sygdom eller noget tredje, som pigen var død af.

Hvilke nye oplysninger der har ført politiet til anholdelsen torsdag vides endnu ikke.

- Vi er meget rystede, og vi kan se på hende, at det er hun også, siger Flemming Johansen om sin kone.

Han fortæller, at hans kone blev fritstillet efter hændelsen tilbage i november 2019, men at hun efterfølgende har haft andre jobs i kommunen, blandt andet i en vuggestue, men det er ikke klart, hvornår det har været.

Alle ved, hvem vi er

Flemming Johansen er indforstået med at få sit navn frem i medierne. Det giver ingen mening at være anonym, mener han.

- Alle i lokalsamfundet ved alligevel, hvem vi er ud fra de informationer, der allerede er fremme, forklarer han.

Herning Kommune fortæller fredag til TV MIDTVEST, at kvinden ikke har arbejdet som dagplejer i længere tid. De vil dog ikke på nuværende tidspunkt fortælle, om hun stoppede i forbindelse med sagen.

Fredag vurderede Retten i Herning på et mere end tre timer langt grundlovsforhør for lukkede døre, at gæstedagplejeren skulle varetægtsfængsles i fire uger. Hun har kæret afgørelsen til landsretten.