Sygehuset i Thisted har Danmarks længste venteliste til behandling

På Thy Kirurgisk Overafdeling går der op til 250 uger, før en mand kan blive steriliseret. Det svarer til lidt under fem år.

Thy Kirurgisk Overafdeling har den længste ventetid i landet.
Thy Kirurgisk Overafdeling har den længste ventetid i landet.
Foto: TV MIDTVEST

Flere steder i landet venter patienter i årevis på behandling, men topscoreren er i Thisted.

På Thy Kirurgisk Overafdeling, der hører under Aalborg Universitetshospital i Thisted, tilbyder de nemlig sterilisation af mænd med en ventetid på lige under fem år, som svarer til 250 uger.

Det skriver TV 2.

- En af årsagerne er, at Urologisk Afdeling er presset på kapaciteten og har været det over længere tid, fortæller Gert Sørensen, der er klinikchef for Kirurgi og Kræftbehandling på Aalborg Universitetshospital til TV 2.

På nuværende tidspunkt har patienter, der ønsker at blive sterillieres, ikke ret til at blive henvist til et privathospital, men ifølge TV 2 arbejder Region Nordjylland alligevel på at indgå en aftale med de private hospitaler, så ventetiden kan blive kortere.

Formand for Danske Regioner, Anders Kühnau (S) fortæller, at de gør alt for at få nedbragt ventetiderne.
Formand for Danske Regioner, Anders Kühnau (S) fortæller, at de gør alt for at få nedbragt ventetiderne.
Foto: Region Midtjylland og Sundhedsstyrelsen

Regioner erkender lange ventetider

Det er Danske Regioner, der driver sygehusene i Danmark, og her erkender de problemet med de lange ventetider.

- Jeg synes, at ventetiderne er for lange. Vore borgere venter desværre længere, end de skal. Derfor gør vi alt for at få nedbragt ventetiderne, siger formanden for Danske Regioner, Anders Kühnau (S) til TV 2.

Formanden fortæller dog, at ventetiden skyldes, at der stadig er en pukkel, fordi operationer blev aflyst under coronapandemien og sygeplejerskernes strejke.

Det er analysefirmaet Kaas & Mulvad, der har lavet oversigten over ventetiderne på forskellige behandlinger i Danmark.