6000 danskere testede mundbind: Resultatet af stor landsdækkende undersøgelse lader vente på sig
En undersøgelse af mundbinds virkning blev afsluttet i juni, og udgivelsen af resultatet blev sat til 1. juli. Men undersøgelsens resultat er ikke kommet endnu.
En landsdækkende undersøgelse, der skulle dokumentere, om mundbind havde en virkning mod smittespredning, nåede sin slutning tilbage i starten af juni. Den gang blev det meldt ud, at undersøgelsens resultater ville blive offentliggjort den 1. juli.
I skrivende stund siger datoen dog 6. oktober, men der er endnu ikke blevet publiceret et resultat fra undersøgelsen.
- Det ligger hos tidsskriftet, lyder svaret fra Henning Bundgaard, der er overlæge og professor på Rigshospitalet og har stået i spidsen for undersøgelsen af mundbindenes virkning.
Når resultaterne af en videnskabelig undersøgelse skal offentliggøres, bliver det gjort gennem et videnskabeligt tidsskrift. Tidsskriftet sikrer inden udgivelsen, at videnskaben holder vand gennem et såkaldt peer-review, som er en gennemgang af undersøgelsens resultater og metoder foretaget af andre ligeværdige og uafhængige forskere.
- Det er en meget, meget vigtig del af forskning, at der er andre uafhængige forskere, som kommer frem til de samme resultater. Det er den eneste sikring af, at der ikke kommer støj og dårligbearbejdede videnskabelige artikler ud, fortæller Henning Bundgaard.
Inden udgivelsen af et videnskabeligt studie, skal artiklen gennem mange led, hvilket kan tage lang tid. Overlægen fra Rigshospitalet har da også et bud, hvorfor resultatet af denne undersøgelse trækker ud.
- Jeg føler mig meget overbevist om, at lægerne og professorerne gør alt, hvad de kan. De arbejder nat og dag, og dem, jeg taler med, er hårdt spændt for, siger Henning Bundgaard og henviser til travlheden under coronaepidemien.
Corona kommer først
Virussen flytter videnskabelige artikler om covid-19 frem i køen, når det kommer til videnskabelige udgivelser, men det betyder ikke, at Henning Bundgaards studie slipper hurtigt igennem flaskehalsen.
- Under coronaepidemien er der et stort fokus fra alle tidsskrifter på at få publiceret ny viden om corona så hurtigt som muligt. Det næste hensyn er, at man ikke skal publicere noget, der er forkert eller er dårligt udformet forskning. De to hensyn skal balanceres, fortæller Bo Hasseriis, der er chefredaktør på Ugeskrift for Læger.
I forhold til den normale procedure, når det kommer til peer-review, er det ikke usædvanligt, at der går op mod et halvt år før, en videnskabelig artikel kan valideres.
- Det er mere normalt, at der går længere tid faktisk. Nu her er det klart, at læger har travlt. De har nok 70 arbejdstimer om ugen, så det er svært at få folk til at medvirke. Men jeg vil tro, at der formentlig er nogen, der sidder og prøver at lave den præcis samme undersøgelse for at validere resultatet, siger Bo Hasseriis.
I begyndelsen af coronaepidemien i Danmark anbefalede myndighederne ikke, at danskerne skulle bruge mundbind. Det har de valgt at gøre under epidemiens anden bølge, der for alvor tog fart i september. Men alligevel er der stadig ikke kommet svar på mundbindsundersøgelsen, selvom coronasager kommer først i køen.
Henrik Bundgaard har heller ikke et bud på, hvornår vi får et resultat af undersøgelsen.
- Jeg er holdt op med for længe siden at sige noget som helst om det. Præcis, hvordan undersøgelsen ligger, er jeg ikke helt klar over. De skal ud og finde eksperter på området og diskutere det, siger Henning Bundgaard, der er overlæge og professor på Rigshospitalet.
Henning Bundgaard vil ikke afsløre navnet på tidsskriftet, der behandler den videnskabelige artikel.