Sygehuset i Herning har fået utallige påbud for dårligt arbejdsmiljø: - Der kommer mange flere påbud, og sundhedsvæsnet kollapser

Tillidsrepræsentanten i akutafdelingen på Regionshospitalet i Herning anslår, at afdelingen har fået et påbud for dårligt arbejdsmiljø gennemsnitligt hvert andet år.

Gråd på arbejde, søvnløshed og hjertebanken.

Det er nogle af de konsekvenser, som ansatte på akutafdelingen på Regionshospitalet i Herning har oplevet. Arbejdspresset er tårnhøjt, og det har flere gange udløst et strakspåbud fra Arbejdstilsynet - senest for en uge siden.

- Jeg har været i akutafdelingen i cirka 12 år, og der har cirka været et påbud hvert andet år, fortæller tillidsrepræsentanten på akutafdelingen, Anette Knudsen.

Skylden kan dog ikke skydes på hospitalet selv, mener Anette Knudsen. Ifølge hende bunder problemerne i årlige besparelser og flere patienter.

Regeringen skal på banen

I 2018 fik flere afdelinger på sygehuset et påbud for dårligt arbejdsmiljø, og det fik den daværende sundhedsordfører for Socialdemokratiet, Flemming Møller Mortensen, til at kræve handling fra den daværende regering.

- Nu skal I altså vågne op. I skal forstå, hvilken alvorlig situation der er, når Arbejdstilsynet gang på gang må give påbud med baggrund i travlhed for personalet. Det her er dybt alvorligt.

Siden dengang er Socialdemokraterne kommet til magten, men der er ikke kommet en ny sundhedsreform. TV MIDTVEST har i dag forsøgt at spørge Socialdemokraterne om, hvornår sundhedsreformen kommer, men det har ikke været muligt.

En ny sundsreform er ellers lige, hvad et sygehus som det i Herning kunne trænge til.

- Vi appellerer til, at man får den sundhedsreform sat i spil nu, fordi der er behov for at organisere tingene på en anden måde. Der har aldrig været flere sygeplejersker, end der er nu, men de føler sig mere stressede end nogensinde, fortæller formanden for Patientforeningen, Niels Jørgen Langkilde.

Fakta om akutafdelingen

- Der kommer flere påbud

Senest den 28. december, skal ledelsen på hospitalet levere en løsning på det dårlige arbejdsmiljø, og hospitalsdirektøren, Poul Michaelsen, forsikrer, at de knokler for at løse problemet.

- Det er nogle store og alvorlige problemstillinger, og vi arbejder hårdt med dem. Det gør os som ledelse utrolig kede af det, at vi har personale, der ikke trives med at gå på arbejde, og det skal vi have rettet op på.

Hvis ikke der bliver rettet op på arbejdsmiljøet, så frygter tillidsrepræsentanten på akutafdelingen store samfundsmæssige konsekvenser.

- Der sker jo det, som vi allerede begynder at se. Der kommer mange flere påbud, og sundhedsvæsnet kollapser, og det er allerede ved at kollapse, siger Anette Knudsen.