Skældsord og dårlig tone: Ældre sviner ansatte til i telefonen

Lange telefonkøer til at bestille vaccinationer gør nogle så rasende, at regionen nu beder om at folk taler pænt.

Region Midtjylland opfordrer til, at folk, der venter længe i telefonkø, lige husker at holde kammertonen.
Region Midtjylland opfordrer til, at folk, der venter længe i telefonkø, lige husker at holde kammertonen.
Foto: Region Midtjylland

Telefonpasserne hos Region Midtjylland skal lægge ører til lidt af hvert.

Også så meget, at regionen nu er ude at bede om kammertonen.

For når folk ringer ind for at bestille tid til vaccinationer mod influenza eller corona, ryger der for mange finker af panden.

- Medarbejderne oplever at få skæld ud eller blive talt dårligt til. Der er mange 100 opkald kom dagen.

- Det er i hvert fald sådan, at man lige skal huske at holde en god tone, lige så vel som hvis man handler ind eller taler med sin bank, siger Leni Hartmann Buhl Johansen, som er leder af Bookingsupport i Region Midtjylland.

Vi forstår frustrationen

Alle over 65 år og udvalgte sårbare personer bliver tilbudt coronavaccinen. Den kan bestilles med MitID, men for dem, der ikke har den mulighed, er der altså en telefonkø.

Og den har i perioder været så lang, det har skabt frustrationer.

- Vi er klar over, at der til tider kan være lang ventetid på booking-telefonen. Vi forstår godt frustrationerne, men opfordrer til ikke at lade det gå ud over vores medarbejdere, skriver Region Midtjylland på Facebook.

Sådan lyder Region Midtjyllands bøn på Facebook.

Marianne Andersen er en af de midt- og vestjyder, som har været fanget i telefonkøen. Hun er over 65 år og dermed selvskrevet til at være blandt dem, der bliver tilbudt vaccinerne.

I slutningen af september kunne hun fortælle om at sidde nummer 346 i køen.

Nu kan hun trods alt glæde sig over, at det efter flere forsøg lykkedes at komme igennem og at blive vaccineret.

Telefondamerne var ganske behagelige at tale med, synes hun.

- Det var da vældigt flinke dem, man talte med. Det skal de have, siger den 71-årige pensionist.

Marianne Andersen prøvede i september at komme igennem på telefonen, så hun kan bestille tid til vaccination.
Marianne Andersen prøvede i september at komme igennem på telefonen, så hun kan bestille tid til vaccination.
Foto: Pernille Leftes Niclasen, TV MIDTVEST

Generelt er Marianne Andersen dog ikke så glad for, hvordan systemet med at booke gennem telefonen har fungeret. Dertil har ventetiden simpelthen været for lang.

- Øh, he he he, hvad skal jeg sige uden at blive grove? Jeg er ikke imponeret. Jeg er virkelig ikke imponeret. Skal vi ikke sige det sådan? lyder det fra Marianne Andersen.

For hun ser ingen grund til at blive grov i dette tilfælde. Og da slet ikke over for dem, der har taget telefonen og rent faktisk hjalp hende, da hun endelig kom igennem.

Man skal altid være ordentlig

Anderledes har det så tilsyneladende været for andre, siden regionen nu går ud og beder om kammertonen.

- Man skal altid være ordentlig, medmindre man selv bliver svinet til, siger Marianne Andersen.

KOL-patienten fra Vinderup fik vaccinerne torsdag i Struer.

Og i dag er hun trods alt glad for at været blevet vaccineret, selvom hun for en måned siden overvejede at opgive.