Politiet advarer mod glatte veje

Det kraftige regnvejr onsdag eftermiddag har givet glatte veje. Efter flere færdselsuheld opfordrer politiet nu til agtpågivenhed på vejene.

REGN001.jpg

Det har regnet rigtig meget i løbet af onsdag eftermiddag, og politiet opfordrer nu til agtpågivenhed ude på vejene. Efter længere tids tørke uden regn kan der ligge oliefilm på vejene, hvilket gør dem ekstra glatte. Og det er gået galt flere gange i løbet af eftermiddagen.

Ved 16-tiden kørte to biler sammen ved Brande. En person kom lettere til skade. På cirka samme tid endte en bil på en mark ved Sjørring ved Thisted. Bilen brød herefter i brand. Og klokken 18 kunne politiet igen melde om et færdselsuheld. I et sammenstød mellem to biler ved Bjergby på Mors blev tre personer kvæstet.