Kühnaus krav til sundhedsreform: Mere sygdom skal forebygges, og færre skal indlægges

En sundhedsreform skal tage presset af sygehusene ved at håndtere flere patienter lokalt og undgå indlæggelser, mener regionsrådsformand Anders Kühnau.

2:33
Fremover skal der indlægges færre patienter på hospitalerne, lyder det fra regionsrådsformanden i Region Midtjylland.
Foto: Maria Yde, TV MIDTVEST

Statsminister Mette Frederiksen lovede i dag fra Folketingets talerstol, at en længe ventet sundhedsreform nu er lige på trapperne. 

Sådan en reform skal først og fremmest lette et presset sundhedsvæsen, mener regionsrådsformand Anders Kühnau i Region Midtjylland. 

- Der er virkelig stort pres på vores hospitaler, og derfor er der brug for, at der bliver gjort noget nu, siger han til TV MIDTVEST.

Seneste eksempel er akutafdelingen i Herning, som er kommet i Arbejdstilsynets søgelys, fordi medarbejderne har for travlt. Afdelingen i Herning har fået et påbud fra Arbejdstilsynet og risikerer nu en bøde.

Situationen på akutafdelingen i Herning er et eksempel på for få hænder til for mange patienter. 

Men i stedet kun at tale om flere hænder skal løsningen ifølge Anders Kühnau nærmere være færre patienter.

Regionsrådsformanden er derfor ikke i tvivl om sit hovedkrav til en kommende sundhedsreform. 

- Vi ser rigtig mange indlæggelser nu, som vi kunne have undgået. Forebyggelige indlæggelser. Dem skal vi være langt bedre til at undgå, siger han.

For som det er nu, stiger antallet af operationer og indlæggelser hurtigere, end regionen har ressourcer og medarbejdere til.

- Jeg håber meget, at vi kan bremse den vækst, der er i aktiviteten på vores hospitaler. Særligt på akutområdet og på det medicinske område, hvor vi har et alt for stort pres lige nu. Derfor skal vi blive bedre til at forebygge indlæggelser, og i det hele taget sørge for, at borgerne kan blive længere i eget hjem, blive sundere, og at vi kan forebygge sygdom hos dem, siger Anders Kühnau.

Sundhedsreformen skal altså gøre sundhedsvæsnet mere nært og sørge for, at flere kan blive behandlet derhjemme i stedet for at blive indlagt, hvis det står til regionsrådsformanden.

Pres fra partierne

Flere partier udenom regeringen har længe presset på for at få reformarbejdet i gang.

Statsministeren forsikrede i dag fra Folketingets talerstol, at regeringen vil komme med et udspil inden 1. april.

Men efter den udmelding er utålmodigheden stadig stor hos Det Konservative Folkeparti.

- Vi er nødt til at gøre noget. Vi kan ikke bare konstatere, at sundhedsvæsnet er under pres, og så ikke gøre noget, siger formand Søren Pape.

Ifølge ham skal sundhedsreformen især indebære, at sundhedsvæsnet bliver mere nært for borgerne, i de tilfælde hvor det rent fagligt er muligt. Desuden skal de specialiserede sygehuse fungere endnu bedre end i dag, og unødvendigt bureaukrati skal væk.

Han lægger altså ikke op til at revolutionere sundhedsvæsenet som sådan. Samme takter lyder fra SF's Signe Munk.

- Det er det sidste, de ansatte og patienterne har brug for. Derimod skal det være nålestiksoperationer. Vi går ind og håndterer travlheden og mangel på personale, siger hun.

Også Venstre, De Radikale og Enhedslisten har udtrykt utålmodighed for at komme i gang med at forhandle om en ny sundhedsreform.