Overgrebslæge dømt igen - nu er han løsladt

Vestre Landsret har efter fire dage afsagt dom i sagen mod den 31-årige Carlos Gaewkheo Shiralipor, der begik overgreb mod fire patienter på sygehusene i Viborg og Aarhus.

1:50
Den nu dømte læge har hele tiden nægtet sig skyldig i overgrebene og forklaret, at han blot var grundig som ung og nyuddannet.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Der var kun få ledige stole i retssal A i Vestre Landsret i Viborg torsdag eftermiddag. 

Pårørende til lægen på anklagebænken havde taget plads i salen i håb om, at han blev frifundet for anklagerne mod ham.

Det samme havde flere af de forurettede kvinder og deres pårørende, men med ønsket om, at han i stedet ville få en højere straf end de to års fængsel i byretten.

Sammen med andre tilhørere og flere journalister stod de tæt på tilhørerrækkerne, da dommen mod 31-årige Carlos Gaewkheo Shiralipor blev læst højt.

To års fængsel og frakendelse af retten til at arbejde som læge.

Men da han har siddet varetægtsfængslet siden marts 2022, blev han denne torsdag klokken 14.35 løsladt.

Uanset hvad er han igen af landsretten kendt skyldig i overgreb mod flere kvindelige patienter, mens han arbejdede som læge i Viborg og Aarhus. I to af tilfældene voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.

Fire intense dage

Carlos Gaewkheo Shiralipor modtog dommen uden megen reaktion. Han satte sig ned og startede med at skrive i sine noter, som han har gjort næsten uden afbrydelser det meste af dagen.

For flere af de forurettede kvinder blev dommen modtaget med tårer. Flere af dem er ikke klar til, at de allerede nu potentielt kan møde deres overgrebsmand igen på gaden.

- Jeg havde håbet på, at vi lige ville kunne få en dag eller to inden han kom ud til os andre. Så vi lige havde mulighed for at lande i det, for det har været fire hårde, intense dage det her, sagde ét af ofrene, Mathilde Blicher, efter dommen.

Specialanklager Susanne Holst Højberg ønskede lægen fængslet i op mod tre et halvt år, mens Carlos Gaewkheo Shiralipors forsvarer, Jan Schneider, argumenterede for frifindelse og ellers maksimalt 10 måneders fængsel.

Vestre Landsret kom dog frem til samme dom som Retten i Aarhus gjorde i december sidste år.

For hans egen seksuelle tilfredsstillelse

Inden dommen blev afsagt fik både anklager Susanne Holst Højberg og forsvarer Jan Schneider ordet.

De var dybt uenige om, hvorvidt den tidligere læge bevidst havde begået overgreb på kvinderne eller i stedet havde passet sin arbejde og blot været grundig og begået en fejl eller to.

- Det her er ikke en sag om fejlskøn. Det er en sag om helt bevidste overgreb mod fire kvinder, der burde kunne have tiltro til ham, lød det fra specialanklager Susanne Holst Højberg.

For hende at se havde den unge læge udnyttet situationerne med de fire kvinder til at krænke dem og i to af tilfældene så groft, at der var tale om voldtægt ved andet forhold end samleje.

For et af forholdene havde han på en ung kvinde indlagt med influenza på Aarhus Universitetshospital foretaget både vaginal-, rektal-, bryst- og hofteundersøgelser. Mens han ikke var hendes behandlende læge, uden hendes samtykke, mens han havde fri og mens resten af personalet spiste aftensmad.

I cirka 30 minutter havde han undersøgt hende fra "top til tå", selvom hun var blevet testet positiv for influenza og to andre læger havde tilset hende.

Efterfølgende noterede han intet i hendes journal, fordi klokken var blevet mange.

Den nu dømte læge har tidligere forklaret, at han ville revurdere hendes tilstand, fordi han studsede over noget i hendes journal. 

Men den forklaring havde anklageren ikke meget tilovers for.

- Det her har været for tiltaltes egen seksuelle tilfredsstillelse, sagde hun.

Forsvarer Jan Schneider argumenterede modsat for, at influenza-patienten havde mavesmerter, og at der derfor var grund til at lave både vaginal- og rektalundersøgelser på hende.

Han erkendte dog, at brystundersøgelsen savnede lægefaglig begrundelse, og at dén undersøgelse var en fejl. 

- Men han gør det ikke med fortsæt til at begå en forbrydelse, fastslog forsvareren og fortsatte:

- Det er ikke en voldtægtsforbrydelse.

Ordene blev modtaget med fnys blandt flere af tilhørerne, og der blev lavmælt kommenteret på påstanden.

Imens både forsvarer og anklager fremlagde deres synspunkter, havde tiltalte selv travlt med at notere i sine papirer foran sig.

Kun få gange undervejs kiggede han op.

Ingen kommentarer fra den nu dømte

Anklager og forsvarer var ikke kun uenige om, hvorvidt Carlos Gaewkheo Shiralipor var skyldig eller ej.

De så bestemt heller ikke ens på vidnet Mathilde Blichers troværdighed. Hun er en af de fire kvinder, som hele sagen handler om.

For da hun efter mødet med Carlos Gaewkheo Shiralipor på Viborg Sygehus sendte ham beskeder for at "lokke ham i en fælde" og "for at få ham til at indrømme sine gerninger", som hun selv har forklaret, så mente forsvareren, at hun i stedet havde en seksuel interesse i ham.

- Det er et vidne som sender flirtende beskeder.

Han mente også, at hun slettede beskederne for efterfølgende at tilpasse sin forklaring. Undervejs i retssagen har hun desuden nægtet at sige navnet på den veninde, hun var sammen med, da hun sendte beskederne.

Sammenlagt mente han derfor, at hændelsen med Mathilde Blichers helt skulle sorteres fra i dommernes vurdering af den tiltaltes skyld eller ej.

Til det sagde forsvareren, at Mathilde Blicher bestemt er et troværdigt vidne.

Inden dommere og domsmænd gik ud fra rummet for at nå til enighed om dommen, fik  Carlos Gaewkheo Shiralipor mulighed for at tage ordet som den sidste.

I byretten greb han muligheden og talte så længe, at dommeren efter 10 minutters taletid afbrød ham og bad ham runde af.

Anderledes var det i dag i landsretten. Han takkede nej til muligheden.

- Jeg synes, vi er kommet omkring det, lød det.

Da dommere og domsmænd kom tilbage til salen tre timer senere var det med en endelig afgørelse på det, der skete tilbage i januar 2022.

Det vár overgreb, da Carlos Gaewkheo Shiralipor undersøgte kvinderne. Undersøgelserne var ikke lægeligt begrundet.

For nu håber blandt andet Mathilde Blicher, at hun endelig kan kigge fremad. For Carlos Gaewkheo Shiralipor så bliver hans fremtid ikke som læge igen.