Rikke drømmer om en OL-medalje: - Ellers kunne jeg lige så godt lade være med at tage af sted

Riffelskytten Rikke Mæng slår normalt sine folder i en guldsmed i Herning, men de næste tre uger er hun et af Danmarks medaljehåb ved de Olympiske Lege i Tokyo.

Det er første gang, at 30-årige Rikke Mæng skal deltage i OL.
Det er første gang, at 30-årige Rikke Mæng skal deltage i OL.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

De Olympiske Lege har et motto: "Citius, Altius, Fortius." Det er latin og betyder "Hurtigere, højere, stærkere."

Men for 30-årige Rikke Mæng, der kommer fra den lille by Simmelkær tæt på Herning, handler det ikke om at være hurtigere, højere eller stærkere, når hun skal deltage ved de Olympiske Lege i Tokyo. Hun er riffelskytte, og der er det en fordel at have så lav en puls som muligt.

- Du skal have en rolig hånd og tålmodighed. Det, tror jeg, er den bedste ting, man kan have som skytte. Tålmodighed og disciplin. Du skal virkelig være god til at sidde og gøre det samme og det samme og det samme igen, fortæller OL-skytten.

Eliteskytten Rikke Mæng Ibsen har skudt med riffel, siden hun var 10 år. De sidste fem år på eliteplan.
Eliteskytten Rikke Mæng Ibsen har skudt med riffel, siden hun var 10 år. De sidste fem år på eliteplan.
Foto: Jørgen Ahler, TV MIDTVEST

I Rikke Mængs disciplin, der hedder 50 meter riffel - tre positioner, har hun to timer og 45 minutter til af skyde 120 skud. 40 skud siddende, 40 skud liggende og 40 skud stående. 

Og Rikke Mæng er rigtig god til at gøre det samme og det samme igen og igen. De 120 skud kan give i alt 1200 point, og skytten fra Simmelkær har en personlig rekord på 1186 point. Det har været nok til at give hende VM- og EM-sølv tidligere i karrieren.

Hun træner 30 timer om ugen for at jagte drømmen om at få maksimumpoint, selvom det er et urealistisk mål at nå ifølge hende selv.

- Jeg tror aldrig, der er nogen, der kommer til at skyde maksimumpoint i det her, for der er så mange forhold. Der er vind, der er sol, der er lys. Så det der med hele tiden at opnå et bedre resultat og at prøve at nå det perfekte, det tror jeg er det, der driver mig. Og så det der med, at det er en selv, der er afgørende for, om det går godt eller skidt. Det, synes jeg bare, er megafascinerende, fortæller Rikke Mæng.

Guldsmed om dagen - skytte om aftenen

På trods af de mange timer og de imponerende evner på skydebanen, så er det ikke noget der betaler en fuldtidsløn for atleten, der i dag bor i Sunds. Ved siden af elitesporten arbejder Rikke Mæng hos en guldsmed i Herning.

- Vi kan ikke leve af vores sport, og det tror jeg aldrig, vi kommer til at kunne. Men for mig er det rart også at have noget andet ved siden af. Jeg elsker at gå på arbejde og lave noget andet, jeg rigtig godt kan lide, fortæller riffelskytten.

Når man taler med Rikke Mæng, får man ikke et indtryk af, at der er gået stjernenykker i den, selvom hun har medaljer fra verdensmesterskaber og World Cups hængende derhjemme.

Bag geværet er der et menneske, som nyder at være i Herning og omegn, hvor familien og vennerne er der til at holde de ellers berejste ben nede på heden. Derfor har OL-atleten ikke haft nogen grund til at forlade de vante rammer.

- Der er stadig lidt bondepige tilbage i mig, må jeg indrømme. Jeg er nok mere landpige, end jeg er bypige. Det der med at have en tryghed ved at vokse op på den måde, som jeg har, har jeg kunnet bruge på skydebanen, og den ro, der er i en lille by som Simmelkær, kan jeg også bruge på banen, siger hun.

rikke mæng
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Men guldsmeden fra Sunds har også oplevet modgang i skydekarrieren. Første gang hun pegede riflen mod de olympiske ringe var i 2016, hvor hun missede kvalifikationen. Men Rikke Mæng har hagl og kugler i blodet, så målet blev med det samme sat til næste OL.

- Hvis man har nogle dage, hvor alt bare ikke lige vil, som man vil på banen, så kan jeg godt tænke, at nu lægger jeg riflen, og så går jeg. Men fem minutter senere er jeg klar igen. Jeg er jo vokset op med skydning, og det har altid været en del af mit liv, så for mig er skydning bare alt, fortæller Rikke Mæng.

Der skal en medalje om halsen

Siden den missede kvalifikation har Rikke Mæng skudt 100.000 vis af kugler indenfor skiven. Hun har faktisk været så god, at hun skal deltage i to discipliner til OL i Tokyo.

Den første gang er allerede dagen efter åbningsceremonien, hvor hun skal skyde med riffel på ti meter. Anden gang er den 31. juli, hvor de 120 skud skal fyres af på to timer og 45 minutter fra 50 meter.

For et år siden blev OL udskudt til i år på grund af corona, og da var Rikke Mæng ved at tage sin deltagelse op til overvejelse. De mange timers træning og mange ture væk fra familie og venner sætter sine spor. Men hun valgte alligevel at fortsætte jagten på den helt store oplevelse i Japan.

- For et år siden da det hele blev udsat, var jeg sådan: Puha, nu har jeg kæmpet i fire år, så skal jeg have det sidste med, eller skulle jeg bare sige, at det var det. Men jeg havde det sådan, at nu havde jeg kæmpet i fire år, og jeg skal bare det her. Så jeg synes egentlig bare, at udsættelsen har givet mere motivation, siger skytten fra Simmelkær.

Målet har også stået klart for atleten i noget tid. Med medaljer i en lang række World Cupturneringer lurer drømmen om endnu en medalje endda med de mytiske olympiske ringe på.

- Når nu jeg er udtaget til OL nu, så går jeg efter at komme i en finale. Det er der slet ingen tvivl om. Ellers kunne jeg lige så godt lade være med at tage af sted. Drømmescenariet er da helt klart, at jeg ender med en medalje om halsen, fortæller Rikke Mæng.

Skytten fra Simmelkær er seedningsmæssigt ikke langt fra medaljekampen. På verdensranglisten er hun nummer 16 i 50 meter riffel og nummer 7 i 10 meter riffel.