VM Tarm er overrasket - ser teknologi hjælpe ved Nordic Waste

Teknologien har vist sig at være brugbar til meget mere end bare gylle.

423225400_933838884975730_4218122614678762445_n
Foto: VM Tarm

Siden 1997 har det vestjyske firma VM Tarm udviklet og produceret gylletanke. Det har år efter år optimeret sin teknologi, så virksomheden på bedste vis kan transportere meget store mængder væske på korte afstande meget hurtigt.

Og nu har den teknologi vist sig at være vigtig for oprydningsarbejdet ved Nordic Waste nær Randers.

Det overraskede VM Tarms direktør, at han pludselig så deres produkter tage del i oprydningsarbejdet efter jordskredet. 

Men det gør også administrerende direktør, Holger Ross Lauritsen, stolt over sine egne produkter

- Det er jo en katastrofal situation derovre, og hvad man end tænker om det, så står vi i en situation, hvor det skal ryddes op så hurtigt og billigt som muligt, siger han.

I en tid med oversvømmelser

Det er ikke første gang, Holger Ross Lauritsen oplever, at den teknologi, de udvikler på VM Tarm, har vist sig nyttig til mere end det oprindelige formål.

- Det, der er interessant, er, at det viser sig, at den teknologi pludselig kan bruges i andre sammenhænge, siger han.

- I forbindelse med alle de oversvømmelser, vi har for tiden, har der været behov for at fjerne væske meget hurtigt. Vi har set vores produkter brugt i forbindelse med oversvømmelser på veje og i husstande, siger direktøren.

Ud over oversvømmelser og oprydning ved Nordic Waste beretter Holger Ross Lauritsen også om gange, hvor deres gylletank har samlet vand til at slukke ildebrande og endda selv slukket en brand i en butik i Norge, før brandvæsnet nåede frem.

Se VM Tarms gylletanke i gang med at flytte vand ved Nordic Waste.