Naturen Naturel

Sønelliker og søanemoner pynter Limfjordens bund

Fotograferne Pernille Semler og Bent Yde Jørgensen dykker i den vestlige del af Limfjorden, hvor de på bare to til tre meters dybde kan se masser af liv på havbunden.

Søanemoner ligner blomster, men de er koraldyr, som er i familie med de tropiske koraller. Almindelig søanemoner lever af smådyr, en-cellede småorganismer og dyreplankton og fanger føden ved at lamme deres bytte med gift fra fangarmenes nældeceller.
Søanemoner ligner blomster, men de er koraldyr, som er i familie med de tropiske koraller. Almindelig søanemoner lever af smådyr, en-cellede småorganismer og dyreplankton og fanger føden ved at lamme deres bytte med gift fra fangarmenes nældeceller.
Foto: Pernille Semler og Bent Yde Jørgensen

En rød stenbider, sønelliker og søanmoner er bare lidt af livet på havbunden i den vestlige del af Limfjorden.

Fotograferne og dykkerne Pernille Semler og Bent Yde Jørgensen går helt tæt på naturen og dyrene under vandet, og selv om de har fotograferet farverige tropiske koralrev og dykket under en meter tyk is i Grønland, så er den vestlige del af Limfjorden lige ved Oddesundbroen også noget helt særligt.

- Der er saltindholdet i vandet højere end i de indre danske farvande, det betyder, at diversiteten, altså antallet af arter, er større her, forklarer Pernille Semler og tilføjer:

- Så når jeg dykker ned her, så skal jeg bare ned til to-tre meters dybde for at se de samme ting, som jeg skal ned på 20 meters dybde for at kunne se i de indre danske farvande.

Et rev i Limfjorden er fyldt med sønelliker, stenbidere og søanemoner.

Både Pernille Semler og Bent Yde Jørgensen har dykket i 30 år, og de har besøgt mange forskellige steder i verden med deres kameraer.

Men et af de steder, som parret holder rigtig meget af at dykke ved, og som de ofte søger tilbage til, er de hjemlige lavvandede kyster.

Det skyldes blandt, at det er nemt at dykke i den vestlige del af Limfjorden.

- Det er nemt og ukompliceret af dykke der, fordi dykningen foregår på lave dybder, så man kan være i vandet i meget lang tid, forklarer Bent Yde Jørgensen.

Ifølge fotografen er der også endnu en fordel ved at dykke i området.

- Det er også en fordel, at når man laver de lave dyk, så trænger solens lys ned i vandet, så der er flot oplyst, siger han.

Se meget mere om livet både over og under vandet i den vestlige del af Limfjorden ved at se TV MIDTVESTs nye serie Naturen Naturel.