Roser springer ud: Flere tegn på forår først i februar

Den varmeste januar i 150 år sender naturen i forårshumør.

Hele haven hjemme hos naturvejleder Jørgen Frank Rasmussen er i forårshumør. Foto: Sarah Mølsted Andersen, TV MIDTVEST"

Hos fiskehandleren er stenbideren det helt sikre tegn på forår.

Rognen er en delikatesse, som man normalt først kan nyde om en måneds tid. Men allerede nu er den klar på røgeriet i Hvide Sande.

Se græsplænen!

Jørgen Frank Rasmussen, naturvejleder, Fredsø

- Forklaringen er nok den milde vinter. Vi har ingen vinter haft, og der har ingen frost været, så det er nok forklaringen, siger ejeren af Røgeriet i Hvide Sande, Anders Søegaard.

Også i haven er der tegn på forår.

Paradisæbler bærer frugt og man kan se jordbærplanterne er begyndt at vokse hjemme hos naturvejleder Jørgen Frank Rasmussen i Fredsø på Mors.

- Se græsplænen! Jeg havde tænkt mig lidt, at jeg skulle ud i eftermiddag og slå græs, hvis jeg ikke skulle noget andet, siger naturvejlederen. 

I en have på Mors er rosen sprunget ud. Foto: Sarah Mølsted Andersen, TV MIDTVEST

Både stokroser og almindelige roser skyder nyt liv i gang. Normalt sker det først hen i marts.

- Det er lidt usædvanligt, synes jeg, at det ser sådan ud. Der er skud på næsten alle sammen, siger naturvejleder Jørgen Frank Rasmussen, mens han viser rundt i haven.

Mange planter bærer stadig bær, fordi fuglene i det varme vejr har gode muligheder for at finde føde.

Paradisæblerne bærer stadig frugter. Fuglene har rigeligt andet føde hjemme hos naturvejlederen. Foto: Sarah Mølsted Andersen, TV MIDTVEST

- I princippet har vi ikke haft vinter. Jeg vil ikke kalde det vinter. Vinter forbinder jeg med minusgrader og lidt sne, siger Jørgen Frank Rasmussen.

- Hvad vil du så kalde det?

- Forlænget forår.

01:50 Luk video

Læs også Ekstrem januar slår nye rekorder - både nat og dag er ikke målt varmere