Morsø i front: Årets mest digitale kommune

Morsø Kommune scorer topkarakter hos Dansk Industri som årets mest digitale kommune.

0:43
Blandt andet har kommunen gjort det lettere at være virksomhed ved at flytte sagsbehandling online.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Morsø Kommune vinder titlen som Danmarks mest digitale kommune i Dansk Industris årlige analyse af Lokal Erhvervsvenlighed.

Det oplyser Dansk industri i en pressemeddelelse.

I analysen har over 7.700 danske virksomheder bedømt erhvervsvenlighed i deres kommune, herunder hvor gode digitale forhold kommunerne byder på.

Her scorer Morsø topkarakter. Morsø Kommune udmærker sig ved at have en digital infrastruktur i særklasse kombineret med klare politiske mål for at anvende digitale muligheder i kommunens serviceudbud.

Det lokale energiselskab Thy-Mors Energi har for eksempel etableret adgang til fiberbaseret bredbånd til alle borgere og virksomheder i kommunen.

Et godt eksempel

Dansk Industri Digital udnævner Morsø Kommune, fordi den på alle parametre har et stort fokus på at digitalisere kommunen. 

- Vi ser et godt eksempel på, hvordan en kommune, der ligger en time væk fra samfundskritisk infrastruktur, alligevel kun er et millisekund væk fra omverdenen og fra verdensmarkedet i kraft af deres digitale infrastruktur, siger branchedirektør Rikke Hougaard Zeberg, DI Digital.

- Det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi med politisk vilje og investeringer i digitalisering kan skabe vækst i hele Danmark – også langt væk fra de store byer. I DI mener vi, at der skal være lige muligheder for at drive erhverv i alle dele af landet, og Morsø Kommune er et godt eksempel på, hvordan digitalisering er med til at sikre dette, lyder det fra branchedirektøren.

Morsø er den eneste kommune fra Midt- og Vestjylland, som har nået top-10 på Dansk Industris digitale liste.

Lokale virksomheder tilfredse

Hæderen som nummer et luner godt i en kommune, som bevidst har satset helhjertet på digitalisering.

- Det betyder, at vi får mulighed for at fortælle endnu en god historie fra Mors. Det, at vi er nummer et, er en fantastisk god nyhed og en sejr, som jeg er utroligt glad for og stolt over, siger borgmester Hans Ejner Bertelsen, Venstre, til TV MIDTVEST.

Han fremhæver, at der er 10 parametre i undersøgelsen, og at kommunen scorer højt på alle 10.

- Det glæder mig meget, at det er vores egne virksomheder, der er med til at give os den førsteplads. De må have følt, at Morsø Kommune tager det her alvorligt og gerne vil sikre, at vi har nogle gode arbejdsbetingelser med et fibernet, der er fuldt udrullet. 

Bormesteren mener, at det er med til at gøre det lettere at drive virksomhed på limfjordsøen.

- Det gør, at det er nemmere  at bosætte sig på Mors og måske have en arbejdsplads, som ligger mange kilometer væk, fordi man kan klare rigtigt mange opgaver hjemmefra sin PC.

Afgørende for produktion

En af de virksomheder, der værdsætter kommunens digitale handlekraft, er lift-virksomheden Smart Lift A/S i Nykøbing Mors.

- For en virksomhed som Smart Lift er det afgørende for vores produktion og for at kommunikere og arbejde på afstand, at vi har en digital infrastruktur i verdensklasse. Det gør, at en globalt opererende virksomhed som vores trives rigtig godt her på Mors, siger CEO Jacob Libach Nielsen, Smart lift A/S.

Baggrunden for kåringen er data om mobil- og bredbåndsdækningen, kommunens udbud af digitale tjenester herunder Smart City, digital læring, og sundhedsteknologi og ikke mindst virksomhedernes vurdering af de digitale rammer lokalt. 

Den samlede analyse af Lokal Erhvervsvenlighed offentliggøres i september, hvor den samlet set mest erhvervsvenlige kommune kåres.