Ikke kun for hestepiger: Mænd går til ridning på Mors

Rideskole vil give mænd et sted at lære at ride - med mandehørm og øl.

Casper Allinge-Dam har startet herre-holdene på Mors.
Casper Allinge-Dam har startet herre-holdene på Mors.
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

Ridning er ikke kun for piger. På Dueholmgård Ridecenter ved Nykøbing er begynderhold i ridning for mænd netop startet op. 

- Det er ingen hemmelighed, at det nærmest er ene piger og kvinder, der har hest her, siger Casper Alling-Dam. 

Han og konen, Malene Alling-Dam, har for nyligt overtaget ridecenteret, og så opstod ideen om et "herrehold". 

- Jeg tror generelt, at der er flere mænd, som er bange for heste, end der er piger, der er det. Så det er også for at vise, at det er ikke så farligt, og man kan godt være tryg i det, selvom man sidder på en stor, 500 kilo tung hest. Med de rette trænere, så kan man sagtens slappe af i det, mener Casper Alling-Dam. 

En god start

Han er selv på med på herreholdet, som mødtes første gang fredag. 

Her havde tre mænd taget udfordringen op og ridehjelmen på og taget til ridning for begyndere. 

- Vi har haft en rigtig god start, smiler Casper Alling-Dam. 

Det første herrehold begyndte fredag, og er henvendt til mænd, som er tilknyttet rideskolen fordi deres koner, kærester eller børn rider på stedet. 

Men snart begynder også et nybegynderhold for helt "grønne" mænd, som ingen tilknytning har til stedet. 

Undervisningen begynder i stalden, hvor mændene skal lære at strigle og klargøre hestene før timen. 

Det kan godt være en udfordring, når man er helt ny, siger Casper Alling-Dam. 

- Jeg har ingen erfaring, overhovedet, så det er meget spændende. Men jeg er heldigvis ikke bange for hestene længere.

0:41
Kom med til første træning på holdet her.

Ridning med øl og mandehørm

I ridehuset går træningen i gang, og mens mændene stille og roligt skridter rundt langs banderne, dirigerer træneren, Gustav, de fire mænd. 

- Nu har vi prøvet at komme op at trave også, og det er dejligt med lidt mere fart på, erkender Casper Alling-Dam efter træningen. 

- Ellers er det de helt basic ting, vi lærer, det er nærmest børneridning, det her. 

Parret håber, at herreholdene kan være med til at gøre hyggeridning til mere end en pigesport. 

- Vi håber folk ser, at det faktisk er ret hyggeligt, også for mænd, at komme ud at ride, og så kan en øl bagefter måske tiltrække endnu flere, siger Malene Alling-Dam. 

- Nu må vi lige se, hvor meget interesse, der kommer til at være, men det tyder på, at der er nogen, der har interesse for komme og lære at ride. Så det kan være, at det bliver en lille hyggeklub med tredje halvleg og sådan på sigt, smiler Casper Alling-Dam.