Hollænderne er vilde med ferie i Midt- og Vestjylland

Allerede inden sommersæsonen er gjort helt op, er det tydeligt, at flere hollandske turister har fået øjnene op for at holde ferie i Midt- og Vestjylland. På Mors har de overhalet antallet af norske turister.

2:51
Antallet af hollandske overnatninger er eksploderet i år.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Opdatering

Rettelse

Denne artikel er rettet. TV MIDTVEST havde i en tidligere udgave af denne artikel brugt forkerte tal til at vise stigningen i antallet af hollandske turister. Artiklen er nu rettet, så det er den korrekte data-trækning fra Danmarks Statistik, som ligger til grund. Det fremgik også af artiklen, at der har været en procentvis stigning i af hollandske turister på landsplan på 33,6 procent. Den korrekte procentvise stigning er 16,7 procent. Stigningen på 33,6 procent var alene for antallet af hollandske overnatninger i Viborg Kommune.

    Efter to år med Corona-restriktioner er de internationale turister for alvor vendt tilbage til Danmark igen i år. De nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at der i årets første halvdel var 13,4 procent flere internationale overnatninger sammenlignet med samme periode i 2019.

    Det er især hollænderne, der i år har fundet vej til Danmark, hvor antallet af overnatninger er steget med 16,7 procent - alene i Viborg Kommune er antallet ifølge Visit Aarhus steget 33,6 procent, når man sammenligner 2019 og 2022.

    En tendens, de tydeligt mærker på Mors.

    - For et par år siden var hollænderne kun på campingpladserne, men det er nyt, at de også er i sommerhusene. Før har de kun været strø-kunder, men nu er det dagligdag. Vi har stadig flest danskere, og på andenpladsen kommer tyskerne, men hollænderne har nu overtaget tredjepladsen fra nordmændene, siger Bente Kristensen, der er turistchef for VisitMors.

    ÅrHollandske overnatninger i Danmark
    2012322.968
    2013337.548
    2014327.864
    2015389.900
    2016431.154
    2017462.417
    2018469.589
    2019481.349
    202081.242
    202152.386
    2022 (til og med juni)563.015
    Danmarks Statestik

    VisitMors udlejer selv over 100 sommerhuse på Limfjordsøen og samarbejder med alle de store sommerhusudlejningsportaler for at være synlige i udlandet.

    Corona har ændret rejsemønstre

    Indtil nu er hollændernes overnatninger i Danmark kun talt sammen til og med juni, men allerede nu har tallet overhalet det samlede antal hollandske overnatninger i hele 2019 - ja faktisk alle år tilbage til 2012.

    - Jeg tror, at Corona har været med til at ændre rejsemønstrene. Vi er blevet mere synlige, og sommerhusferie er blevet mere populært. Hollænderne har fået øjnene op for, at man også kan rejse nordpå i stedet for sydpå, siger Bente Kristensen, der ikke udelukker, at de vil målrette tiltag for at få endnu flere hollændere til øen i 2023.

    På Mors mærker turistchefen, Bente Kristensen, tydeligt, at der er kommet flere hollandske turister til øen.
    På Mors mærker turistchefen, Bente Kristensen, tydeligt, at der er kommet flere hollandske turister til øen.
    Foto: VisitMors

    Hollænderne vil ud og opleve

    Ifølge turistchefen fra Mors, så minder de hollandske turister meget om de tyske, og når de er her, vil de gerne ud at opleve området og se attraktionerne.

    Noget, de også oplever i Mønsted Kalkgruber, øst for Viborg.

    - I skolernes sommerferie har vi haft en fremgang på mere end 25 procent i forhold til 2019. Vi er især glade for, at vi igen har de internationale besøgende tilbage. Vi har haft flest gæster fra Tyskland og Holland, siger Tina de Linde, som er direktør i Mønsted Kalkgruber i en pressemeddelelse fra VisitAarhus.

    Hos VisitMors har de denne sommer været fuldt booket op, og lige nu er turisterne allerede i gang med at bestille overnatninger til 2023.