Europas største indendørs motocross-bane på vej: Mors vil være motocross-mekka

Familien Djernis-Nielsen har sat et ambitiøst projekt i søen, der skal blive til Europas største indendørs bane for motocross-kørere.

2:12
Det er svært at holde træningen ved lige i Danmark, når sommeren er overstået. Men nu vil 11-årige Daniels far, Michael Djernis-Nielsen, bygge Europas største indendørs motorcross-bane.
Foto: Line Sahl, TV MIDTVEST

Der er en hel del marker på Mors. Der er i det hele taget en del marker i det midt- og vestjyske. Men på Limfjordsøen kan én af de mange marker inden længe blive hjem for Europas største indendørs bane til motocross.

Line og Michael Djernis-Nielsen har nemlig sat et ambitiøst projekt i søen - et projekt, der skal blive til et indendørs mekka for motocross-kørere.

- Det er sgu da lidt vildt. Det er jo megafedt, at vi kan bringe sådan noget til øen. Og det er jo endnu federe, når vi har været ude at søge midler, at de erhvervsdrivende synes, det er lige så fedt og har valgt at støtte projektet, lyder det fra Line Djernis-Nielsen.

Dansk vejr gør udendørs træning svær 

Som mange andre cross-familier bruger de lige nu store dele af efteråret og vinteren syd på, for at komme ned til nogle tørre baner. Men det ville altså være lidt mere praktisk, hvis der var mulighed for at træne tæt på hjemmet, og så ville det også være en stor gevinst for lokalområdet.

Kommunen velvillig og i gang med at behandle ansøgningen til byggeriet, fortæller Meiner Nørgaard (DF) som Formand for Teknik- og miljøudvalget.
Kommunen velvillig og i gang med at behandle ansøgningen til byggeriet, fortæller Meiner Nørgaard (DF) som Formand for Teknik- og miljøudvalget.
Foto: Line Sahl, TV MIDTVEST

Og netop derfor har Morsø Kommune godkendt projektet.

- Det er en enestående mulighed for især vores børn og unge mennesker at få nogle flere attraktive fritidsmuligheder. Området, der er udpeget, ligger lige over for vores uddannelsesinstitutioner. Så det passer perfekt ind i de tanker, vi har omkring udvikling af fritidsmuligheder for børn og unge, siger Meiner Nørgaard (DF), som er formand for Teknik- og miljøudvalget i kommunen.

Men der er også større perspektiver i det, for måske kan det sætte Mors på verdenskortet.

- Ja, det tror jeg rent faktisk, det kan, fordi det her er noget helt unikt, og det kan ikke være alle steder. Nu er vi så heldige, at de gerne vil etablere sig på Mors, og det skal vi sige ja tak til, lyder det fra Meiner Nørgaard.

For familien Djernis-Nielsen handler det dog i første gang om at få opfyldt nogle drømme.

- Nogle gange skal man også bare gøre det, som man tror på. Når det ser ud som om, at det lykkes det hele, er det jo megafedt, at man har brugt så meget tid på noget, der egentlig bare startede med en drøm, siger Line Djernis-Nielsen.

Hallen kommer til at ligge på Mors og kommer udover en indendørs crossbane også til at huse en butik, en skaterhal, et værksted og eget trykkeri. Den nye hal er planlagt til at stå færdig 2022.