81-årig fundet død i å

Kvinden blev meldt savnet onsdag aften. Om natten fandt en hundepatrulje hendes lig.

Politi i mørke
Foto: Mette Sonne Rohde, TV MIDTVEST

En 81-årig kvinde, som onsdag blev meldt savnet i Nykøbing, er nu fundet død. 

Det oplyser lokalpolitiet i Thisted. 

Kvinden gik fra sit hjem i Nykøbing omkring klokken 15.00 onsdag eftermiddag og blev meldt savnet 18.10 af pårørende, da hun ikke var vendt hjem. 

- Hun var vant til at gå ture om eftermiddagen, så til at begynde med var der ikke noget underligt i, at hun forlod hjemmet. Men klokken 18.10 bliver hun meldt savnet, og så begynder vi eftersøgningen, fortæller Henrik Jensen, der er politikommissær ved lokalpolitiet i Thisted. 

Hele aftenen og natten ledte patruljer med hunde efter kvinden, som blev fundet kort før klokken 04.00 natten til torsdag. Hendes lig blev fundet i en å i udkanten af Nykøbing. 

- Vores formodningen er, at hun er faldet i, siger politikommissær, Henrik Jensen.

- Der er ikke noget, der indikerer, at der skulle være sket noget mistænkeligt, så indtil videre betragter vi det som en tragisk ulykke. 

På mandag bliver der afholdt ligsyn for at fastlægge dødsårsagen, oplyser politiet.