Morsingboere kan igen få taget blodprøver i Nykøbing

Morsingboerne kan spare lang transporttid, når de igen fra 7. marts kan få taget blodprøver i Nykøbing.

Blodprøve

Borgerne booker selv tid efter henvisning fra læge eller sygehus, og selve blodprøvetagningen foregår hver mandag og onsdag i lokaler på det tidligere sygehus i Nykøbing.

Det er resultatet af en aftale mellem Region Nordjylland og Morsø Kommune.

- Det er skønt, at vores tætte dialog og samarbejde med Region Nordjylland nu bærer frugt. Borgerne får et servicetilbud, som mindsker deres transportgener, og vi får konkretiseret en del af visionen fra Kommunernes Landsforening om Det Nære Sundhedsvæsen, fortæller Hans Ejner Bertelsen, borgmester i Morsø Kommune.

Det nye servicetilbud retter sig mod mobile og selvhjulpne borgere, som er henvist af sygehuset eller egen læge. Det omfatter således ikke akutte eller komplicerede blodprøvetagninger.

- Det er skønt, at vores tætte dialog og samarbejde med Region Nordjylland nu bærer frugt. - Hans Ejner Bertelsen, Borgmester, Venstre, Morsø Kommune.

Morsø Kommune har på grund af mange utilfredse borgerhenvendelser igennem længere tid kæmpet for at få genoptaget blodprøvetagningen i Nykøbing.

- Det har vi i regionen naturligvis taget alvorligt, og jeg er derfor rigtig glad for, at vi nu har indgået en aftale, som er med til at sikre graden af lighed i sundhedssystemet, siger Ulla Astman, regionsrådsformand i Region Nordjylland i en pressemeddelelse.

Målgruppen er som udgangspunkt borgere, som er i et udredningsforløb hos sygehuset eller egen læge. Der kan dog også være tale om borgere, som lider af kronisk sygdom eller kræftpatienter, som er i et længerevarende kontrolforløb, der forudsætter løbende blodprøver.