Advarsel: Voldsom vind på Sallingsundbroen
Morgentrafikken er nogle steder påvirket af kraftig vind.
Opdatering klokken 7:46: På Sallingsundbroen er vindhastigheden nu over 20 meter i sekundet med endnu kraftigere vindstød. Vindfølsomme køretøjer frarådes at passere og anbefalet hastighed er 50 kilometer i timen.
Det har rusket i Midt- og Vestjylland hele natten, og Vejdirektoratet fraråder derfor, at man krydser Sallingsundbroen i vindfølsomme køretøjer.
Men det er ikke kun Rute 26, der er ramt af kraftig vind.
DMI advarer om vindstød af stormstyrke i hele Vestjylland og Thy og Mors. De forventer kuling på 14-18 meter i sekundet fra sydvest med vindstød af stormstyrke på 25-28 meter i sekundet.
Vejdirektoratet forventer, at vindfølsomme køretøjer igen kan krydse Sallingsundbroen senere på morgenen, mens DMI advarer om høj vindstyrke frem til klokken 17.
Har du billeder af vejret? Så send dem gerne til redaktionen@tvmidtvest.dk med beskrivelse af, hvor du befinder dig.