Kommission afleverer beretning om mink i slutningen af juni

Statsminister Mette Frederiksens (S) rolle bliver klargjort i minksagen, hvor flere millioner blev aflivet.

Flere ministre har været indkaldt som vidner.
Flere ministre har været indkaldt som vidner.
Foto: Henning Bagger/BAG/Ritzau Scanpix

Den politisk betændte sag om aflivningen af flere millioner mink når sin foreløbige kulmination, når Minkkommissionen afleverer sin rapport til Folketinget 30. juni.

Den har set på regeringens og topembedsmænds rolle i aflivningen af flere millioner mink på grund af frygt for mutation af coronavirus.

Sagen vækker opsigt, fordi blandt andet den siddende statsminister Mette Frederiksens (S) rolle bliver undersøgt, og fordi flere millioner mink blev aflivet.

Den udspringer af, at der juni 2020 blev konstateret coronasmitte på en minkfarm i Nordjylland, og siden voksede smitten. Myndighederne frygtede, at virus kunne mutere og blive sværere at bekæmpe.

Derfor meldte regeringen på et pressemøde 4. november ud, at alle mink i Danmark skulle aflives.

- Den muterede virus - via mink - kan indebære den risiko, at den kommende vaccine ikke kommer til at virke, som den skal, sagde Mette Frederiksen på pressemødet.

Manglede lovgrundlag

Få dage efter kom det frem i pressen, at lovgrundlaget for at kræve aflivningen ikke var på plads. Flere minkavlere har udtalt, at de opfattede det som en ordre, at de skulle aflive deres mink.

Så godt som alle minkfarme lukkede ned. Siden har 13 farme søgt om støtte til at holde deres minkfarm i dvale, hvis det igen bliver lovligt at holde mink. Det ventes der svar på i juni ifølge Fødevareministeriet.

1246 minkavlere har søgt om erstatning, da de ikke venter at fortsætte, efter at de måtte aflive deres dyr.

Minkkommissionen blev nedsat for at undersøge sagen om lovgrundlag 23. april 2021 af et flertal i Folketinget.

Flere centrale vidner

Blandt andre Mette Frederiksen og departementschef Barbara Bertelsen fra Statsministeriet har været indkaldt som vidner i sagen.

Flere medier har beskrevet, at Statsministeriet står til kritik for dets rolle i aflivningen af de mere end 15 millioner mink.

Det fremgår af høringsbreve, som Minkkommissionen har udsendt til en række af de aktører, som har været til afhøring.

Mette Frederiksen og departementschef Barbara Bertelsen deltog på det centrale møde i regeringens koordinationsudvalg 3. november, hvor det blev besluttet, at alle landets mink skulle aflives.

Kommissionen har haft til opgave at se på ministre og embedsmænds rolle i sagen og kommer med sin beretning 30. juni. Den bliver offentliggjort kort efter afleveringen til Folketinget.

Til forskel fra tidligere kommissioner har den været hurtigarbejdende og haft et år til sit arbejde, som landsdommer Michael Kistrup har stået i spidsen for.