Efter nyt fund af ulovlige mink: Socialdemokraterne foreslår yderligere kontrol
For anden gang på en uge er der fundet ulovlige mink på en gård i Midt- og Vestjylland. Det får nu Socialdemokraternes fødevareordfører til at reagere.
Efter endnu et fund af ulovlige mink er Socialdemokraterne klar til at reagere.
Denne gang er der fundet 230 mink og omkring 70 ræve på en minkfarm ved Løvel i Viborg Kommune. Bare en uge tidligere blev et lignende fund gjort på Thyholm i Struer Kommune - her opdagede myndighederne 126 mink.
At de to fund er gjort så tæt på hinanden er rystende, mener Socialdemokraternes fødevareordfører Anders Kronborg.
- Jeg er både rystet og ærgerlig over det her. At der denne gang er tale om ulovligt hold af både mink og ræve gør kun sagen værre, og at de to fund er gjort inden for så kort et tidsrum giver selvfølgelig anledning til tanker om, hvorvidt det er to tilfældige fund, eller om der gemmer sig mere derude, hvis man graver dybere, siger han.
Fra Dansk Pelsdyravlerforenings side er den klare udmelding, at man tager afstand til de minkavlere, der bryder reglerne.
- Dansk Pelsdyravlerforening tager ubetinget og skarpt afstand fra den minkavler, som har haft 230 mink til at gå på trods af det midlertidige forbud mod hold af mink i Danmark. Myndighederne har hurtigt og resolut håndteret sagen med aflivning af dyrene og efterfølgende politiefterforskning, lyder det i en skriftlig udtalelse fra foreningen.
Kan føre til flere stikprøver
Det nyeste fund af mink ved Løvel skete efter et tip, som ledte myndighederne på sporet af gården, hvor dyrene blev holdt.
Men måske er der brug for mere end bare tip fra borgere, mener Anders Kronborg.
- Hvis man har mistanke om, at nogen snyder, så skal man selvfølgelig give det til kende. Derudover er jeg ikke afvisende over for, om vi kan blive nødt til at foretage nogle stikprøver efter det her. Jeg skal først vende det med ministeren, men to så store fund inden for en uge får os til at tænke over, hvordan vi skal håndtere det, siger han.
Anders Kronborg peger på, at fundene af ulovlige mink kan blive et problem for hele branchen, og derfor er det vigtigt, at der ikke er brodne kar.
- Det her er rigtig ærgerligt for alle de minkavlere, der holder sig på den rigtige side af loven.