Henrik sidder i byrådet for Socialdemokratiet: - Jeg er sådan set ligeglad med, hvilket parti jeg er i

Henrik Pagh Mortensen er en af dem, der lige nu er midt i sin første periode som medlem af et byråd, og han er ganske ærlig omkring arbejdet.

8:50
To år. Så lang tid har de byrådspolitikere, der blev valgt for første gang ved det seneste kommunalvalg, været i gang. Her kan du møde to modsætninger, der begge brænder for lokalpolitikken.
Foto: Morten Beckert Thomsen, TV MIDTVEST

Det er ikke, fordi Henrik Pagh Mortensen har en decideret sag, han er gået ind i politik for. Men han han vil mægtig gerne gøre en forskel:

- Jeg går bare rigtig meget op i at gå ind i de sager, der er allerbedst for Holstebro Kommune, fortæller han.

Han er egentlig tidligere møbelsælger. Men den solgte han fra, da han blev politiker. Nu ernærer han sig som håndbolddommer og lokalpolitiker. Og han har aldrig haft det bedre.

- Det er virkelig lækkert. Det mener jeg seriøst.

Nu er der nemlig tid til at gå lange ture, gå i fitness og mere tid til familien. 

- Jeg vil have tid til at nyde det. Pleje mig selv, siger Henrik Pagh Mortensen. 

Men der er jo en masse, der har stemt på dig, skal de ikke have noget for pengene?

- Det gør de også. For man skal ikke tage fejl af, at når jeg går ind for noget, så er jeg der. Så er jeg der 100 procent.

Godt nok har Henrik Pagh Mortensen ikke rigtig fået gennemført en sag, han kan sætte sit eget navn på endnu. Men han tror på, at politik handler om mere:

- Hvis alle politikere var ens, så ville det være røvkedeligt. Jeg vil gerne være den, der selvfølgelig trumfer noget igennem, men også være den, der er omfavnende. Den der stopper op i gågaden og siger: "Hvordan går det?" fortæller han og fortsætter:

- Hvis det hele går op i sager og budgetter og det ene og andet, så tror jeg, det bliver for kedeligt, siger Henrik Pagh Mortensen. 

Og så er der jo den kontroversielle melding. For hvis det ikke havde været for et par venner - så kunne Henrik Pagh Mortensen lige så godt have været Venstremand. 

Eller måske noget helt tredje:

- Du må ikke misforstå mig. Men jeg er sådan set ligeglad med, hvilket parti jeg er i. Jeg er selvfølgelig tro mod mit parti nu, men om det havde været Venstre eller et andet parti, går jeg ikke så højt op i det, når nu det er lokalpolitik, hvis jeg skal være helt ærlig.

Henrik Pagh Mortensen er ganske ærlig om både løn, arbejdstimer og ambitioner. Dem kan du se flere af i videoen over artiklen, hvor vi har fulgt ham og en anden ny ung byrådspolitiker fra Viborg Kommune på arbejde.