Vores flag fylder 800 år: Verdens ældste nationalflag

Danmarks nationalflag kan i dag fejre meget rund fødselsdag.

Det er 800 år siden, at Valdemar Sejr og danskerne var på korstog i Estland.
Det er 800 år siden, at Valdemar Sejr og danskerne var på korstog i Estland.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Lørdag markerer Valdemarsdag, at der er gået endnu et år, siden Dannebrog, ifølge fortællingen, faldt ned fra himlen i Estland og hjalp de danske kristne til en sejr over de hedenske estere. Og i 2019 runder flaget et skarpt hjørne, hvis man skal tro historien. Det er nemlig 800 år siden, at Valdemar Sejr og danskerne var på korstog i Estland.

Fortællingen om, hvordan Danmark fik sit flag, er noget af det, der gør det specielt. Det mener Torben Kjersgaard Nielsen, lektor i middelalderhistorie ved Aalborg Universitet og forfatter til bogen "Dannebrog".

- Vi snakker ikke om, hvorvidt den er sand eller ej. Vi snakker om, at det er en god historie, og at den har et mytisk og et guddommeligt element over sig, siger han.

Han mener, at historiefortælling om den slags er med til at skabe en form for fællesskab. 

I dag bruges flaget i et hav af forskellige anledninger. Det markerer glæde og sorg, ligesom det bruges kommercielt og politisk.

Skik og brug

Der findes ikke nogle love om, hvordan man må bruge det danske flag. Men der er dog en flere skikke og traditioner forbundet med det.

Eksempelvis må flaget først hejses ved solopgang, dog ikke tidligere end klokken 8:00, og flaget skal tages ned før solnedgang.
Det er også en udbredt skik, at Dannebrog aldrig må røre jorden, da flaget som udgangspunkt altid må behandles med værdighed. En myte siger også, at hvis Dannebrog rører jorden, vil Danmark komme i krig igen.

Med sine 800 år er Dannebrog ikke bare gammelt – det er faktisk et af verdens ældste nationalflag.

Et af verdens ældste flag

Navnet på det danske flag, Dannebrog, betyder 'danernes fane' eller 'rødfarvet fane'.
Det forekommer første gang i en dansk tekst 1478 og i en nederlandsk tekst 100 år før.

Dannebrog er et af verdens ældste nationalflag, men ikke nødvendigvis det ældste.

Østrigs flag har formentlig været brugt siden 1100-tallet, men første dokumenterede officielle brug var først omkring 1230.

Desuden har der været perioder, hvor der rød-hvide østrigske flag ikke har repræsenteret landet.