Voldsom regn rammer Jylland tirsdag aften og fortsætter til onsdag

Et frontsystem rammer tirsdag aften Jylland og bevæger sig ind over landet med op til 40 millimeter regn.

Jorden er mættet med vand efter tre sjaskvåde uger, oplyser DMI (arkiv),
Jorden er mættet med vand efter tre sjaskvåde uger, oplyser DMI (arkiv),
Foto: Mads Claus Ramussen/Ritzau Scanpix

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har tirsdag udsendt et varsel om kraftig regn i Jylland og risiko for kraftig regn i resten af landet.

Varslet gælder fra tirsdag aften klokken 22 og frem til onsdag klokken 22.

Den kraftige regn kommer fra et frontsystem, der bevæger sig ind over landet fra vest. Det kan medføre mellem 20 og 40 millimeter regn. Lokalt endnu mere.

Mandag skrev DMI, at der er risiko for oversvømmelser særligt i Jylland. Det skyldes, at "jorden er mættet med vand efter tre sjaskvåde uger".

Regnvejret tirsdag og onsdag øger risikoen for, at åer og vandløb kan gå over deres bredder.

- Den seneste prognose anslår, at vi frem til på fredag kan forvente omkring 50 millimeter nedbør i Jylland, mens der længere østpå sammenlagt falder omkring 30 millimeter nedbør, siger DMI’s vagtchef Martin Lindberg.

Han uddyber, at udviklingen i vejret den følgende weekend er usikker, men at en prognose viser, at der kan falde over 90 millimeter nedbør fra mandag og en uge frem.

Længere østpå kan der falde i omegnen af 50 millimeter.