Venstre-veteran tog til sit første landsmøde: - Troels kan samle os

Venstres lokalformand i Spjald, Grønbjerg, Hover og Ølstrup tog til Herning for at vise, at han støtter den nye formand Troels Lund Poulsen.

Ole Kjær har været medlem af Venstre i 35-40 år. Men lørdag var han for første gang til partiets landsmøde.
Ole Kjær har været medlem af Venstre i 35-40 år. Men lørdag var han for første gang til partiets landsmøde.
Foto: Klaus Knudsen Pedersen, TV MIDTVEST

Han har været medlem af Venstre i 35-40 år. 

Præcist hvor længe husker han ikke. 

Men Ole Kjær fra Ølstrup ved Ringkøbing ved med sikkerhed, at han lørdag deltager i partiets landsmøde for allerførste gang.

- Venstre trænger til, at vi bakker op. Der har været og er stadig megen turbulens omkring partiet, så jeg er her for at markere, at jeg bakker op, om det der foregår, siger han.

Ole Kjær er til daglig griseproducent, ligesom han er lokalformand for Venstre i Spjald, Grønbjerg, Hover og Ølstrup. 

Og han er langt fra den eneste, der har valgt at tage til partiets landsmøde i Herning Kongrescenter for at signalere, at partiet rykker sammen i svære tider. Landsmødet har deltagelse af 1500 medlemmer fra hele landet. 

- Det handler rigtigt meget om at rykke sammen i bussen. Men vigtigst er det at ønske vores nye formand Troels Lund Poulsen held og lykke.

Store forventninger til Troels Lund

Ifølge en meningsmåling fra Epinion står Venstre kun til at få 8,3 procent af stemmerne. En historisk dårlig måling og fem procentpoint under valgresultatet i 2022.

- Det er da lidt vemodigt. Det er kun meningsmålinger, men hvis vi skulle have valg i dag, ville vi ikke være ret store, siger Ole Kjær.

Til gengæld har han store forventninger til Troels Lund Poulsen, der blev valgt til ny formand uden modkandidat.

- Han er en dygtig politiker, som kan samle os. Det kan godt være, at Troels ikke sælger en masse billetter foran skærmen. Det ved jeg ikke, og det er heller ikke så afgørende. Hvis han kan lave noget politik, som en bred skare af Venstres medlemmer kan se sig i, er det mere vigtigt, siger landsmøde-debutanten fra Ølstrup.