Vaccinationsstatus får betydning for besøg på plejehjem

Styrelse vil nu bruge vaccinationsstatus som faktor for, om besøgsrestriktioner kan lempes, oplyser minister.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Sofie Kyed, TV MIDTVEST

Der er så mange plejehjemsbeboere, der nu er vaccinerede, at vaccinationsstatus på de enkelte plejehjem bliver taget med som en afgørende faktor for, om besøgsrestriktioner vil kunne lempes.

Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

Han oplyser, at 93 procent af plejehjemsbeboerne har fået første stik, mens 85 procent er færdigvaccinerede.

Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der vurderer, at vaccinationsstatus nu kan være en faktor. Det er også styrelsen, der er ansvarlig for at udstede påbud om besøgsrestriktioner eller forbud mod besøg på plejehjem.

I sidste uge var der 47 nye tilfælde af coronavirus blandt plejehjemsbeboere. De var fordelt på 22 plejehjem.

Ifølge Statens Serum Institut er der 944 plejehjem i Danmark.

Plejehjemsbeboere var de første, der blev vaccineret mod coronavirus i Danmark. Det skete 27. december.