V-bagland skyder med skarpt efter formanden: - Vi er da dybt bekymrede for, at han får solgt os for billigt

Venstre-formand, Jakob Ellemann-Jensen, bakker ikke længere op om en undersøgelse af Minksagen, og det bekymrer flere personer i partiets bagland.

3:25
Marianne Bredal, der er medlem af Venstres hovedbestyrelse, mener, det kræver historisk store indrømmelser i regeringsgrundlaget, hvis det skal opveje, at partiet ikke længere vil have Mette Frederiksens rolle i Minksagen undersøgt.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Der er ikke mange roser at hente fra Venstres midt- og vestjyske bagland til formand Jakob Ellemann-Jensen, efter han søndag fjernede partiets støtte til en uvildig advokatvurdering af fungerende statsminister Mette Frederiksens (S) rolle i Minksagen.

- Det er da klart, at Venstres bagland er dybt bekymret for, at vores formand får solgt det her for billigt, siger Marianne Bredal, der er medlem af partiet hovedbestyrelsen.

Hun glæder sig derfor til at se, hvordan regeringsforhandlingerne mellem Socialdemokratiet og Venstre udvikler sig, for der skal være meget tungt vejende grunde til dagens kovending, hvis den skal kunne retfærdiggøres, mener hun.

- Der skal jo gives indrømmelser af historiske dimensioner, for at man som Venstremand vil kunne bakke op om det her. Og helt grundlæggende så er noget af det allervigtigste for mig i den her sag, at man går ud og sikrer en ordentlig behandling af minkavlerne, der er begået det her kæmpe overgreb på, siger hovedbestyrelsesmedlemmet, der også selv tidligere har været en del af minkbranchen.

Forhandlinger bør ikke blandes sammen med vurdering

Og hun er ikke alene om at være skeptisk over for formandens beslutning om at droppe undersøgelsen af Minksagen. Gruppeformanden for Venstre i Holstebro har også svært ved at se, hvorfor det giver mening at bringe advokatvurderingen ind i regeringsforhandlingerne.

- For mig er det to vidt forskellige ting. Regeringsgrundlaget er én ting, og hvad der er sket tidligere i Minksagen er en anden ting, og derfor synes jeg, at man skal holde de to ting fuldstændig adskilt, sagde han, allerede før Jakob Ellemann havde offentliggjort sin beslutning.

Kenneth Tønnning er træt af, at forhandlingerne om en ny regering og en undersøgelse af Minksagen skal blandes sammen.
Kenneth Tønnning er træt af, at forhandlingerne om en ny regering og en undersøgelse af Minksagen skal blandes sammen.
Foto: Anne Simonsen, TV MIDTVEST

Birgitte Vinding, der er medlem af partiet i Skjern/Tarm, ville også ønske, at regeringsdannelsen og undersøgelsen af Minksagen ikke blev blandet sammen.

- Når undersøgelsen er en del af forhandlingerne, så er det jo, fordi det er vigtigt nok for Mette Frederiksen (S) at handle med, og af samme årsag skal man ikke handle med den, siger Birgitte Vinding, der er ejer af Stauning Fiskesø.

Hun havde set frem til, at Minksagen skulle endevendes, men med Venstres og Moderaternes nyligt manglende opbakning til en advokatvurdering er der ikke længere flertal for det i Folketinget.

- Jeg synes næsten, det er skamfuldt. De lovede jo meget tydeligt før valget, at vi skulle have den advokatundersøgelse. I vores område med så mange minkfarme synes jeg, det er rigtig vigtigt, men jeg synes også for landet som helhed, at det er vigtigt, at man får ryddet op efter den største skandalesag nogensinde, siger hun.