Uvejr ramte Danmark: 2140 lyn og 15 skybrud på ét døgn

Midt- og Nordjylland var blandt de områder, der blev hårdest ramt af skybrud.

Knud Bachmann Rønn fra Holstebro fangede dette billede af et lynnedslag i nat.
Knud Bachmann Rønn fra Holstebro fangede dette billede af et lynnedslag i nat.
Foto: Knud Bachmann Rønn

Det seneste døgns tid har været præget af ustabilt vejr med hele 2140 lynnedslag og 15 registrerede skybrud.

Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Det var især Midt- og Nordjylland og Nordvestsjælland, der blev ramt af skybrud.

Et skybrud er defineret ved, at der falder mere end 15 millimeter vand på 30 minutter.

Usædvanlig varm nat

Selv om det buldrede og bragede mange steder, var det en varm nat.

Flere steder kom temperaturen natten til onsdag ikke under 20 grader, og det betegnes som en tropenat.

Det er ifølge DMI usædvanligt her i slutningen af august.

- Tropenætter forekommer meget sjældent i Danmark, og at der forekommer én så sent på sommeren, er helt usædvanligt, siger klimatolog Mikael Scharling til DMI's hjemmeside.

Det er et højtryk over Nordøsteuropa, der er skyld i den meget varme og ustabile luft med regn- og tordenbyger.

1:00
Se video: Vejrudsigt for Midt- og Vestjylland.

Køligere luft på vej

Natten til torsdag kan igen blive en hed omgang flere steder i landet, men herefter er der lidt køligere temperaturer på vej.

- Torsdag får vi lidt køligere luft ind fra vest, og det giver regn, som begynder i løbet af natten.

- Koldfronten passerer Danmark i løbet af torsdag, og herefter bliver det lidt køligere, siger vagthavende meteorolog Steen Rasmussen til Ritzau.

Han forventer temperaturer mellem 18 og 23 grader.

I weekenden kan der igen komme et pust varme med en del sol og op til 27-28 grader.

Men herefter er det formentlig slut med så høje temperaturer.

- Det er nok først efter weekenden, man for alvor vil mærke, at det bliver køligere, siger Steen Rasmussen.

Når næste uge begynder, og kalenderen viser september, vil det formentlig være med byger og dagtemperaturer på mellem 15 og 18 grader.

/ ritzau /